Hvis en Telegraph man vidste,
Som fra Hjertet kunde bringe
Tanker, som sig ellers svinge
Tause og til Maalet liste;
Vilde Du hver Dagens Time
Venligt for Dit venstre Øre
Faae mit Hjertes Ord at høre
Som en yndig Klokke kime.
Men den Traad er ikke spundet
Paa Maskiner eller Tene,
Som saa let os kan forene, —
Det endnu ei er opfundet!
Tankerne maae langsomt skride
Gjennem Pennen; jeg maa lade
Dem paa Brevets blanke Blade,
Liig en Snegl paa Løvet, glide.
De, liig Sommerfugle, bange
Flagre let foran hinanden,
Flygte skye mig ud af Panden,
Før i Net jeg kan dem fange.
Derfor bliver ofte Brevet
Ikke det, som var besluttet,
Og jeg seer da, — heelt betuttet —
Noget ganske Andet skrevet.
Du maa tage da tiltakke
Med det Holdningsløse, gale;
Hører Du end ei mig tale,
Hører Du mig dog at snakke.
Her er koldt endnu og Vinter.
Vaarens Ynde er kun ringe.
Petersen endnu maa bringe
Til min Ovn de tørre Splinter.
Over Torve, gjennem Stræder
Maa jeg, som i Vinterkulden,
Hele Kroppen ganske ulden,
Slæbe paa et Lispund Klæder.
Haglen rasler paa min Rude,
Sneen falder fiint paa Taget;
Iilsomt driver Skyen, jaget
Af den vilde Storm derude.
Træerne staae splitternøgne;
Droslens Sang er kun en Klage;
Den har ingen gode Dage,
Hverken hellige eller søgne! —
Du maa ikke være bange,
At mit Fad og Kruus er tomme,
Det, som ei endnu vil komme,
Er min Røst til smukke Sange.
Altfor længe har den tiet;
Og det er en farlig Vane
At staae stille paa en Bane, —
Let man sidder lænket i ’et.
Ak! — jeg har fast glemt at sjunge!
Andet Savn ei tør jeg nævne;
I min Længsels Kamp og Stævne
Bør jeg holde Tand for Tunge.
Var jeg end i Taalmod øvet,
Vilde dog et Suk, en Klage,
Som Dig ønskede tilbage,
Sikkert gjøre Dig bedrøvet.
Thi — vor Lod er heelt forskjellig:
Jeg kun svagt min Uro dæmper,
Mens jeg seer, hvor kjækt Du kjæmper
For en Idræt, stor og hellig!
Her en Hilsen, varm og kjærlig,
Faaer min Ida fra sin Fader!
Hendes Sparebøsse lader
Til at trives nok saa herlig.
Nu lev vel! — Paa dine Hænder
Trykker jeg, min søde Frue!
Hede Læber! — deres Lue
Kom fra Hjertet, — hvor det brænder!