Jeg laae i Græsset nys,
Og saae hver Lilie
Faae Sommerfuglens Kys
Imod sin Villie;
Mens Biens Læber hang
Ved Blomsterdusken,
Jeg hørde Fuglesang
Bag Rosenbusken.
Men ogsaa hørdes der
En sagte Hvidsken;
Da hasted jeg mig nær
Til Tamarisken,
Og drog saa jevnt med Flid
En Green tilbage; —
Men aldrig nogentid
Har jeg seet Mage!
I Buskens indre Bryst
I grønne Skygger,
Hvor Nattergalen tyst
Sin Rede bygger,
Der stod en lille Knegt
Med gule Lokker,
Og Busken ved hans Vægt
Saa sagte rokker.
Han stod med sine Been
I Stammens Kløfter,
Mens paa en løvfuld Green
Sin Arm han løfter;
Hans Vinger vare blaae,
Med Guld isprængte;
I Busken Kogret laae,
Og Buen hængde.
Han smilde skjelmsk og snild;
Men knap jeg taalde
Den underfulde Ild,
Som Øiet straalde.
En lille Skaal af Guld
Stod ved hans Side;
Men, hvoraf den var fuld,
Maa han nok vide.
Ned i den gyldne Skaal
Han dypped Pilen,
Og saae paa grumme Staal
Med sælsom Smilen;
Hans Øie vogted paa
En Fuglerede,
Hvor tvende Unger laae,
Og peeb dernede.
Han tog med nænsom Haand
Paa deres Tunger,
Og skar for Talebaand
De spæde Unger;
Han strøg dem begge to
Med Sødt om Munden;
De rysted sig; — da loe
Han høit i Lunden.
Den gamle Nattergal
Sad saa andægtigt,
Og hørde, hvor hans Pral
Var stolt og prægtigt;
Hun tænkde vistnok paa,
Da hun var Unge,
I Skolen maatte gaae,
Og lære sjunge.
„En Gud”, han sagde, „er
„Nu eders Amme,
„Thi jeg vil skjenke jer
„Min høie Flamme;
„Mit Guddomssprog, mit Bud
„Jeg eder lærer,
„Og sender jer saa ud
„Som Missionærer.
„Den anden Fugleæt
„Maa ogsaa lære,
„Men kommer dog ei ret
„Til nogen Ære!
„Men I er af det Slags,
„Som vist kan hexe;
„I kommer alle strax
„I Mesterlexe.
„Min Bitterhed er sød,
„Min Qval er Glæde,
„Og det er Sorgens Død
„For mig at græde.
„Den Sæd skal I udstrøe
„I Svendens Hjerte,
„Oplære hver en Møe
„I Elskovssmerte.
„Naar eensomt Svenden gaaer
„I Elskovstanker,
„Ved Vindvet Pigen staaer,
„Og Hjertet banker;
„Hun seer jo nok hans Vei
„I mørke Fjerne,
„Men aabner Vindvet ei; —
„— Hun vilde gjerne!” —
„O! slaae da sødt og net
„I Foraarsdalen,
„Saa hvidsker Mennesket:
„Hør Nattergalen!
„Og paa mit store Navn
„Vil Alle raabe,
„Og under Livets Savn
„Paa mig kun haabe.
„Da voxer stolt omkring
„Min Magt paa Jorden;
„Og da gaae alle Ting
„Først ret i Orden;
„Thi det er Sorgens Død
„For mig at græde;
„Min Bitterhed er sød,
„Min Qval er Glæde!”
Jeg gysde ret derved, —
Han fløi med Latter,
Og paa sin Rede ned
Sprang Fuglen atter.
Nu veed vi da bestemt,
Bag Løvets Gitter
Der præke luunt og gjemt
De smaa Jesuiter.