Thorarin Bueskytte
Skulde i Leding gaae,
Han tænkte med sit Bytte
At smykke sin Jægerhytte,
Hvor Bjørnehuden laa.
Men først han gik til Vangen,
Hvor Birke stode tæt;
Thi der blev Skytten fangen
En Vaar, under Fuglesangen,
I Freias skjulte Net.
Og Jarlens Datter bragte
Ham der et ømt Farvel.
Skovskyggen langt sig strakte,
Elvene glede saa sagte
Gjennem den lune Kveld.
Hun havde om sin Isse
Rose og Kløverblad.
Han sagde: „Giv mig disse
At bære, naar Sværdets Spidse
Dyppes i Vikingsbad.“
Hun sagde: „Vaarens Smykke
Er tabt i Kampens Spor.
Til Varsel for din Lykke
Tag heller et Vaabenstykke,
En sikker Buesnor.“
Hun satte sig paa Tue
Og skar sin rige Lok;
Den var som Guld at skue,
Hun fletted den til Bue,
Og kvad: „Den holder nok.“
„Lad kun din Bue øves
I hvasse Pileskud;
Min Snor skal dog ei sløves,
Den holder, imens den prøves,
Som Hjertets Troskab ud.“
Thorarin Bueskytte
Gik frem i Kæmpegang.
Det var ham sødt at lytte,
Mens Pilen fløi paa Bytte,
Til Buesnorens Klang.