Andreas Nikolai de Saint-Aubain (1798–1865)

Gjennem en af de smaa Heder, som hist og her afbryde Jyllands frugtbare Egne og forberede den Reisende paa den store Alhedes dybe Alvor, kommer man atter til et smilende Landskab, og Modsætningerne ligge her, som næsten overalt, ved Siden af hverandre. Uagtet Heden ikke er meget over en Miil lang og lige saa bred, har den dog ganske den samme Charakteer, som den store Hede; man seer ikke Andet end Himmel og Lyng, store Bakker begrændse Horizonten, korte sammengroede Enebæriis ranke hist og her deres Grene sammen til et Net, som dog ikke har kunnet udbrede sig over de golde Strækninger. Enkelte tynde Græsstraa pippe frem af den løse Sand, der snart lukker sig over det flygtige Spor, som en letbygget Bondevogn har efterladt i denne lille Ørken, hvor al Færdsel ophører, naar den indtrædende Skumring skjuler de fjerne Punkter i Bakkernes Fortoning mod Horizonten, der om Dagen lede den Veifarendes Fjed. Ved den ene Ende af denne Hede ligger en Bondegaard, hvis tætstaaende, rødmalede Egebindingsværk viser, at Eieren har formaaet at reise sig en Arne, der kan modstaae de Storme, som fra det nærliggende Hav suser hen over Beboernes Hoveder; Træerne voxe allerede høit op over Taget, Agre og Enge udbrede sig til Siderne, Markens Afgrøde har ikke kunnet finde Plads i Laden, og to store Sædstakke reise sig udenfor Gaarden; Alt, hvad man her seer, er et iøinefaldende Beviis paa, at den moderlige Jord yder sin Dyrker rundelig Erstatning for anvendt Møie, thi hele denne Strækning, som Gaarden nu indtager, har engang udgjort en Deel af den golde Hede. Hvor sandt er det ikke, at den der saaer, han skal ogsaa høste.

        Bag nogle Buske, som stode ved Grøvtkanten udenfor Bondens Have, havde to Jægere søgt Hvile. Deres smukke Jagtdragter og de fortrinlige Bøsser, som de havde hængt paa en Green ved Siden af dem, viste at de vare formuende, og et Blik paa deres hele Holdning var tilstrækkelig til at see, at de vare fornemme. Den Yngre klagede over Verden, som Ungdommen altid gjør, og var idel Mismodighed, trods hans Ungdom, hans glatte Ansigt og sorte, krøllede Haar; den Ældre, en Mand med tynde Haar og Rynker paa Panden, vilde bevise ham, at han havde Uret i at være misfornøiet. Den Yngre, som i fjorten Dage havde været dødelig charmeret i en Pige af ringe Stand, ønskede at kunne bytte sin fornemme Stilling med Bondemanden ved Heden, han misundte ham hans landlige, uforstyrrede Ro, hans Følesløshed, hans gode Nattesøvn, hans Afsondring fra Verden, hans Sikkerhed imod Skjæbnens Forfølgelser, thi Skjæbnen er det Uhyre, som den elegante Ungdom altid ligger i Strid med. Den Ældre meente, at det, som han kaldte Skjæbne, ikke var forbeholdt nogen privilegeret Klasse, at Menneskene ere de samme, hvad det reent Menneskelige angaaer, i hvilket Forhold Forsynet end har sat dem i denne Verden, at vi Alle ere Jyder for Vor Herre, som ikke har henviist Nogle til at leve et reent vegetativt Liv, uden at eie de Følelser, der ere Kilden til vore største Glæder, om de endogsaa ere Vuggen for vore tungeste Sorger, medens Andre skulle have modtaget disse Følelser til Lehn ved Fødselen, samt den dermed følgende Skjæbne. Da han forudsaae, at den Samtale ikke vilde føre til noget Resultat, vilde han ende den, og gjorde sin Jagtfælle opmærksom paa den nedgaaende Aftensol og Landskabets Skjønhed; men denne vedblev i samme Thema, og priiste atter Bondens instinktmæssige Kløgt, fordi han havde lagt Heden mellem sig og Verden og omgivet sig med en afsluttet Muur. „Bondens Gaard er et Billede paa ham selv,“ vedblev han, „Verden kommer ham ikke ved, han lader Skjæbnen være Skjæbne, han lukker for sig, og har til den Side kun et eneste lille Vindue, for at han ikke skal glemme, hvor Fjenden er.“

        „Altsaa dog en Forbindelse,“ sagde den Ældre. „Og hvo siger os, at det ikke netop er gjennem dette lille Vindue, som han formodentlig ikke kan lukke, at Skjæbnen skal trænge ind i hans ensomme Ro. Dit Billede halter, som alle Lignelser, og har deres almindelige Skjæbne, at det beviser, hvad det vil bestride.“

        „Og denne lille friske Bondepige, som staaer derhenne ved Leddet, og hvis Profil er tegnet saa smukt paa den klare Himmel, at jeg tydeligt kan see det Udtryk af Ro og Tilfredshed, som hersker i

hendes Ansigt,“ — sagde den unge Mand, som havde betragtet Bondepigen gjennem sin dobbelte Lorgnet, — „skal hun ogsaa have det hele Apparat af Lidenskab og Dybde, hun intet Brug har for, skal hun ogsaa have en Skjæbne, som vil træde i Kamp med hende og lære hende Livets Alvor?“

        „Maaskee en langt tungere, end nogensinde vil falde i din Lod. Det vil unægtelig være en Usurpation, men derfor er det ingenlunde umuligt. Gid hun da ikke maa bukke under for den.“

        „Og jeg vil stille hendes Prognostikon paa Stedet, saa vist kan jeg beregne saadanne Menneskers Liv,“ sagde den Unge, idet han vedblev at betragte hende gjennem Lorgnetten. „Lad mig see: hun venter paa sin Kjæreste, han kommer saasnart han er færdig med at tærske, og Notabene har faaet Nadveren tillivs, thi uden Øl og Mad er Helten Ingenting. Saa kysses de en Stund og tie for Resten bomstille, og saa gaae de hver til Sit, til næste Paaske bliver der lyst fra Prædikestolen, hvis det ikke maa gjøres før, saa fæste de et Huus, han pløier og hun ammer den tilkommende Landsoldat, deres Hjem er deres Verden, de kan have Modgang, for Exempel naar Skat og Landgilde skal betales, men Ulykken, den mægtige Skjæbne, som oprører Sindet og tilintetgjør Mennesket, den faae de Intet at skaffe med. Stormen gaaer høit over deres Hoveder, den raser imod Skovens store Træer, men den sparer Krat og Tjørn, som voxe rundt om dens Rødder. — Hun er for Resten allerkjæreste!“

        Begge Jægerne betragtede den lille Bondepige, som endnu bestandig stod lænet til Leddet; den ene Haand var støttet til Kinden, med den anden skyggede hun over Øinene, medens hendes Blik ufravendt var rettet imod et lille Krat, der i Aftendæmringen saae ud som en heel Skov; en selvspændt So tittede frem imellem Løvets Løger, som om den vilde overstride Hegnet, og de røde Kappebaand flagrede i Aftenvinden, som en kjærlig Vinken imod den Ventede.

        Saaledes stod hun, indtil der inde i Gaarden flere Gange af en høi og grov Røst blev kaldt paa Marie; da kom der pludselig Liv i den skjønne Statue, hun ilede henimod Gaarden, standsede endnu et Øieblik, sendte et hurtigt Blik imod Krattet, og forsvandt derpaa igjennem Porten.

        Jægerne samlede deres Jagtredskaber for at fortsætte deres Vandring til en Gaard, en god halv Miil derfra, hvor deres Vogn ventede paa dem; den unge Mand kunde ikke blive træt af at berømme Bondepigens Skjønhed, det var især hendes Profil, han vilde have charmeret sig i. Det forekom ham uretfærdigt, at saamegen Skjønhed skulde tilhøre en slunket Bondekarl, en fiirskaaren Jyde, som umulig kunde have nogen Sands for Skjønhed, og til hvem enhver grov Malkepige maatte være god nok.

        En rask ung, rødmosset Bondekarl kom i det Samme ud af Krattet og gik tæt forbi Buskene, hvor de laae, uden at see dem; han nynnede sagte Melodien til en af de Folkesange i Moll, som i denne Egn af Jylland næsten altid blive sungne med Fistelstemme; det var en ganske kjøn Karl, som neppe vilde have fundet sig i at tage til Takke med det Parti, den unge Herre havde bestemt for ham. Med Trøien paa Armen slentrede han omkring Gaarden og standsede endelig tæt ved Havegjærdet, hvor han gav sig Noget at bestille med at flytte paa de Grene, der vare faldne ned, idet han atter flettede dem sammen og under dette Arbeide bestandig skottede hen til Gaarden. Et Øieblik efter aabnedes det lille Vindue ud til Heden, Bondekarlen forlod sit improviserede Arbeide og var et Nu ved Vinduet, hvor man akkurat kunde skimte Maries Hue og de røde Kappebaand, som stak af imod hans hvide Skjorteærme, idet han rækker sin Haand ind til hende, for ret trohjertigt at trykke hendes, som hun maaskee ikke vovede selv at give ham.

        „Jeg gaaer ikke af Stedet før jeg har hørt hendes Stemme,“ sagde den unge Herre. „Hun maa bestemt have et smukt Organ. Skade, at det er jydsk.“ Den Anden smilede over sin unge Vens Mangel paa Conseqvents, og lagde sig atter til Hvile. De Elskende hviskede sammen, af og til kom Maries Haand tilsyne i Vinduet, hun tørrede sine Øine, Stemmerne bleve lydeligere og de Uindviede kunde høre den største Deel af deres Samtale.

        Marie var bedrøvet, fordi hendes Kjæreste den næste Dag skulde til Kjøbstaden, til Sessionen, nu vilde de slæbe ham til Kjøbenhavn og gjøre ham til Soldat, derpaa sende ham i Krig og lade ham slaae ihjel. Det hjalp ikke, han forestillede hende, at Touren til at udskrives maaskee endnu ikke var kommen til ham, at han endnu kunde blive fri, at man i det værste Tilfælde ikke omkom, fordi man kom til Kjøbenhavn, og at Landet ikke var i Krig; Maries Taarer fløde ustandsede og hun saae ham allerede som et Dødens Bytte. „Ak Jørgen,“ udbrød hun, „hvorfor skal Du ogsaa endelig være Soldat! Det er ogsaa altfor fælt!“

        „Præsten siger, at Landets Børn er Landets Styrke,“ svarede Jørgen, „og at vi ere de nærmeste til at forsvare vor egen Jord og alle vore Egne, baade Qvinder og Børn, fra Fjendens Overlast, hvis han skulde komme. Og det kan man ikke vente af Folk, som lade sig leie dertil, siger han, for de vilde løbe deres Vei og være feige, men vi Andre, vi ville være trofaste og mandhaftige, for vi veed, at det gjælder dem, vi have kjær, og at Ingen er en rigtig Mand, som ikke kan forsvare dem, der er svagere.

        „Var jeg Konge, saa vilde jeg forbyde, at der nogensinde skulde blive Krig,“ sagde Marie, som ikke kunde gjendrive den geistlige Autoritet, hos hvem Jørgen havde tjent i flere Aar, og for hvem hun bar den dybeste Ærbødighed. „Jeg veed ikke, hvor Kongen kan finde Fornøielse i at lade Folk slaae ihjel,“ tilføiede hun med Uvillie. „Det er stygt af Kongen, han burde være anderledes god.

        „Kors, hvor kan Du sige det, Marie,“ sagde Jørgen bebreidende. „Kongen er den bedste Mand i Landet, det veed vi jo Alle. Han

er en rigtig dansk Mand, som har sin bedste Glæde af at see alle Danske glade og tilfredse. Derfor har han ogsaa gjort saamange Ting til simple Folks Gavn, thi før hans Tid bleve Bønderne ikke behandlede meget anderledes end de umælende Dyr, men nu er det ikke saadan, og naar vi blive Soldater, skal de ogsaa behandle os godt. Og det gjøre de ogsaa, naar man passer sine Ting. Og Kongen har slet ikke fundet det for ringe at gjøre de samme Vaabenøvelser, som vi maae gjøre, og han sørger for, at Enhver faaer Ret og Skjel, og han er tilgjængelig og til at faae i Tale for os Alle, det læste jeg Altsammen i en Bog, som Præsten har givet mig, og hvor der staaer saa smukt om, at vi skulle vise Troskab imod vor Konge og vort Fædreneland, for det er Gud velbehageligt, og naar han er med os, saa kan der Ingen være imod os.“

        „Ja, det er godt nok,“ indvendte Marie med grædende Stemme, „men saa vil det heller ikke vare længe med den Troskab, Du har lovet mig, det er jeg vis paa. Mig glemmer Du snart, saa tænker Du kun paa Kongen og Fædrelandet.“

        „Det er ikke godt, at Du siger det, Marie,“ svarede Jørgen med en Stemme, hvis blotte Klang næsten kunde vidne for hans Trofasthed. „Det er ingen ærlig Krigsmand, som kunde være utro mod sin Pige. Nu har jeg elsket Dig fra den første Tid, jeg kjendte Dig, og jeg har aldrig elsket nogen anden Pige, og der er hverken Løgn eller Falskhed i mit Sind. Og det veed Du ogsaa nok, at jeg aldrig kunde glemme Dig, hvor i Verden jeg kom hen. Jeg siger jo ikke saadant Noget til Dig. Vilde jeg være urimelig, saa kunde jeg ogsaa sige, at Du vilde glemme mig, naar jeg først var borte, for Amtmandens Mikkel, som nu er bleven Politibetjent i Kjøbstaden og er saa fornem paa det. Men jeg mener altid, at Du ikke kan være mig utro, naar jeg selv er Dig tro, og det har det ingen Nød med.“

        „Du veed godt, at jeg ikke bryder mig om den stygge, lumske Mikkel,“ sagde Marie med Ivrighed. „Han bærer rigtignok sit Navn med Rette, kunde han gjøre os noget Ondt, saa gjorde han det gjerne, fordi jeg ikke vil høre paa ham. Han troer, at fordi han var Amtmandens Tjener og kunde faae det med Amtmanden som han vilde, saa skulde enhver Pige synes godt om ham. Jeg kan ikke udstaae ham, derfor skal Du heller ikke tale om ham.“

        Jørgen rækkede sig gjennem Vinduet og trykkede et trofast Kys paa sin Elskedes Læber. Marie smilede igjennem Taarer og sagde! „Jeg bryder mig ikke om nogen Anden, end om Dig; men kom Du nogen Ulykke til, Jørgen, saa kunde jeg ikke staae det ud, det vilde vilde vist koste mig mit Liv. Og det bør Du tænke paa og ikke være forvoven; det er mangengang ikke Andet end Forfængelighed, at man udsætter sig for, hvad der er Fare ved, eller ogsaa fordi man vil tjene ved det.“

        „En Soldat skal have Mod og Mandshjerte, Marie, men han skal ikke søge den falske Ære eller Gevinst. Præsten sagde forleden paa Prædikestolen til os unge Karle, som nu skulde ud og tjene Kongen, at Krigsmanden ikke solgte sit Liv for Penge, men gav det til Fædrelandet som en Gave, som kun Vor Herre alene kunde lønne, og saa sagde han, at vi skulde rigtignok glæde os ved Livet, men vi skulde ogsaa vide, at Døden ikke er noget Ondt, naar vi døde for vor Pligt, thi saa vilde Gud tage naadigt imod os, og hernede i Verden vilde vi faae et hæderligt Eftermæle iblandt alle dem, som nogensinde have kjendt os. Og det satte saadant et godt Mod i mig, da jeg tænkte paa, at jeg engang skulde drage langt bort fra mit Hjem.“

        „Ogsaa fra mig, Jørgen. Ogsaa fra mig vil Du drage langt bort?“ Jørgens Stemme sank ned til en sagte Hvisken, som gjorde det umuligt at høre, hvad han svarede den bedrøvede Marie. Et Øieblik efter blev Vinduet hurtigt lukket i, Jørgen sprang over Gjerdet og flygtede til Krattet, hvor han forsvandt.

        Jægerne reiste sig og forlode Hvilestedet. Nymaanen stod op og kastede sit usikkre Lys over den fredelige Egn; langt borte paa Heden fløitede Hedefuglen sin bløde udholdende Tone. Marie aabnede det lille Vindue og saae forsigtig ud; Hedefuglens Stemme gjorde hende endnu mere vemodig. I det samme skreg en Ugle i Træet over Taget, og forskrækket lukker hun Vinduet i. Uglens Skrig forekom hende iaften som et ondt Varsel, hun havde hørt det hundrede Gange, uden at det havde ængstet hende. —

        Den følgende Dag var der stor Uro i Kjøbstaden, nogle Mile paa den anden Side af Heden, hvor Sessionen blev holdt, og Gaderne vrimlede af Bønderkarle, som vare indkaldte til Krigstjenesten; det var en Støi som paa en Markedsdag, tilfods, tilhest og tilvogns kom og droge de atter bort i store Karavaner. Alle Værtshuse vare fyldte med svirende Bønder, den Ene drak sig Mod til, fordi han skulde tiltræde Tjenesten, den Anden feirede sin Fritagelse, han skulde først til næste Aar være Soldat. Uagtet vistnok Ingen var bedre forberedt paa at drage i Krigen, end den trofaste Jørgen, gav den lunefulde Lykke ham dog et Frilod i dette Lotteri. Han var en Gjenstand for almindelig Misundelse, og som saadan skulde han traktere sine Byeskammerater; han havde jo tjent hos Præstens og havde lagt op af sin Løn, og nu kunde han atter gaae tilbage til sin Fødestavn, og fremdeles tjene Præsten og lægge op, imedens de andre mindre Lykkelige maatte drage over Sø og salten Hav. — Derfor drak alle Byesbørnene sig fulde paa hans Regning, og Jørgen, som maatte gjøre Fyldest for deres Lykønskninger, var allerede ør i Hovedet, da hans Rival, Amtmandens forrige Tjener og Kjøbstadens nuværende Politibetjent, den forslagne Mikkel, der efter Maries Udsagn svarede til sit Navn, traadte ind, for at passe Orden i Skjænkstuen og imidlertid drikke med Bønderne og paa deres Regning. Han stiklede strax paa Jørgen, fordi han havde trukket sig fri, hentydede til, at han var bleven hjulpet paa en underfundig Maade af

Sessionens Skriver til dette Held, og meente, at det havde friet ham for mangen banket Trøie. Jørgen reiste sig for at gaae, men en Bondekarl, som var bekjendt for at være en Slagsbroder og et Menneske af en tvivlsom Charakteer, stiller sig i Veien for ham og sagde: „Er Du bange, Jørgen, saa skal jeg forsvare Dig, her skal Ingen gjøre Dig Noget, saalænge jeg er her.“ — Jørgen blev, fordi han ikke var bange. Mikkel vedblev at drille ham, den Anden lod som om han vilde mægle Forlig, men ophidsede derved end mere Jørgen, idet han behandlede ham som et umyndigt Barn. Da Mikkel omsider drog Maries Navn med ind i sine Drillerier, og de Andre loe deraf, forgik Taalmodigheden Jørgen, og han truede Mikkel, og da denne loe ad hans Vrede, og atter nævnede Maries Navn, slog han et Glas efter ham, men uden at ramme ham. Nogle af de Andre vilde nu lægge sig derimellem, men da Mikkel raabte: „Han tør ikke røre mig, det har ingen Fare, han betænker sig nok, og veed hvad Mand han har for sig, det er han altfor ussel en Karl til at vove,“ greb Jørgen ham i Halsen, slæbte ham hen til Døren og vilde støde ham udaf Stuen. Mikkel satte sig til Modværge, men Jørgen greb ham om Livet med al Magt, og Politibetjenten laa paa Gaden, og Insignierne paa hans Værdighed fløi langt hen ad Steenbroen.

        Imedens de Tilstedeværende, der alle havde været Jørgens Gjæster, og som tildeels havde deeltaget i dette Skjænderi og bidraget til, at det udartede til Slagsmaal, vare enige om, at han groveligen havde forseet sig imod Stedets Øvrighed, og tilbøde sig at afgive Vidnesbyrd for Mikkel, der svor, at han inden Solen gik ned, vilde indgive Klage over dette skammelige Overfald under Udøvelsen af hans Embedspligt, vandrede Jørgen skamfuld og mismodig om, og tilbragte Dagen med Fortrydelse over, at han havde ladet sig henrive til Vrede af et Menneske, som han foragtede saa dybt. Han tænkte paa Marie og hvad hun vilde sige, naar hun erfoer, at han havde været i Slagsmaal, og ovenikjøbet med saa farlig en Modstander som Amtmandens Yndling. Og denne Kummer havde han forvoldt hende, i Stedet for at han kunde have glædet hende med Efterretningen om, at han havde trukket sig fri. Det havde jo været hans Pligt strax at meddele hende dette Udfald, som hun vilde ansee for den største Lykke, han havde havt Tid nok hele Dagen, det havde været bedre, end at drikke med Bønderne. Maaskee var det tidsnok endnu. Han skulde først være tilbage i Kjøbstaden næste Morgen tidlig, for at modtage sit Fritagelsesbeviis af Sessionen, Klokken var ikke mere end syv, han kunde endnu træffe Marie oppe, hvor vilde hun blive glad ved at høre hans Tegn ved det lille Vindue! Hun sad maaskee i dette Øieblik og græd — og han kunde tørre hendes Taarer — og tøvede endnu! — Et Øieblik efter var han ved den anden Ende af Byen, som vendte ud imod hans Hjemstavn, og Tanken om Marie gav hans Fødder Vinger.

        „Hei, Jørgen, hvor vil du hen?“ lød en Stemme bag ved ham. „Du vil nok snike ud, for at Mikkel Betjent ikke skal faae Fingre i Dig.“

        Det var hans falske Beskytter fra Værtshuset. „Mikkel løber jeg ikke langt for,“ sagde Jørgen, og Vreden vendte atter tilbage ved denne Tvivl om hans Mod. „Jeg har Intet at skaffe med Mikkel. Lader han mig gaae, kommer jeg vist ikke ham for nær, men Ingen skal troe, at han kan gjøre Nar af mig.“

        De fulgtes et Stykke Vei i Samtale. Jørgen foregav, at han vilde til sin Hjemstavn, at han havde glemt et Papir, som han imorgen tidlig skulde medbringe i Sessionen; naar han nu skyndte sig, kunde han nok faae det hentet og dog være tilstede til rette Tid næste Morgen. „Du kommer for silde, og saa bliver det galt med Sessionsherrerne,“ sagde Bondekarlen. „Vend heller tilbage med mig og giv en Bolle Punsch eller to, saa drikke vi Forlig med Mikkel, det er bedre for os Alle.“ Men Jørgen var fast i sit Forsæt.

„Du er en Nar med dit Papir,“ sagde han, da Jørgen ikke vilde høre paa hans mangehaande egennyttige Forslag. „Men siden Du er saa stædig paa din Mening, saa vil jeg dog give Dig et godt Raad som din Ven, thi det er jeg dog, Jørgen. Naar Du kommer til Udflyttergaarden ude ved Heden, saa tag Du Dig en Hest paa Marken, der staaer fire, fem Stykker tøirede, gjør Dig en Grime af Tviret og gallopeer over Heden, saa kan Du give den et Foder hjemme hos Præstens og sætte den igjen, hvor Du tog den, naar Du kommer tilbage, det har baade Du og Hesten godt af, og paa anden Maade kommer Du heller ikke til rette Tid. Hvor vil Du tænke at finde Vei over Heden midt om Natten; men Øget har gaaet den Vei hundrede Gange, det finder sig tilrette, hvor Mennesker ikke kunne finde Vei; Gaardmanden er min Morbroder, jeg skal sige ham Besked om det, naar jeg seer ham, saa vil han ikke bryde sig Stort om det, hvis han skulde faae det at vide. Du kan saa godt som laane Hesten af mig; jeg har over hundrede Gange hjulpen mig saaledes igjennem, og han er aldrig bleven vred derover. Kom og drik en Slurk af denne Lærke, det styrker imod Natten; jo, min Sjæl skal Du drikke mig til, og det med en dygtig Dram. Fordi jeg er i Slægt med Mikkel Betjent, ere vi dog ikke Uvenner, og Du kan nok drikke af Flaske med mig, skulde jeg mene.“

        Og nu nødte han Jørgen til at tømme Resten af Flaskens Indhold. De skiltes ad. Jørgen gik ud af Byen, den Anden vendte tilbage til Værtshuset. Da han var alene, saae han efter Jørgen, som var forsvunden i den mørke Aften, og sagde ved sig selv: „Den Streg skal Mikkel give mig et doppelt Glas Punsch for, thi det kommer til at koste Jørgen et godt Læsfuld Prygl. Kommer han til Hest, bliver det kun et kort Rytteri, det skal jeg love ham for, hvis de ikke sove, som skulle være oppe i Nat.“

        Jørgen vandrede med et tungt Hoved imod sin Hjemstavn. Han gik Udflyttergaarden forbi, hvor fem Heste stode tøirede paa

Marken. Det var en mørk og skyfuld Aften, det begyndte at regne, ikke en Stjerne lod sig see paa den tilslørede Himmel, og en kold Blæst strøg hen over Heden, som denne Udflyttergaard laa nærved, og førte ham det fine Flyvesand i Øinene. „Der er ikke meget ved ham, det er vist,“ sagde Jørgen ved sig selv, „men dennegang havde han dog Ret. Skal jeg træffe Marie, maa jeg komme hurtigere afsted. Og det er et Fandens Veir. Jeg kan give Hesten et dobbelt Foder, og det har den bedre af, end at staae paa Marken og fryse.“

        Og med disse Ord vendte han tilbage, rykkede Tvirepælen op, slog Rebet som en Tømme over Næsen af Hesten, svingede sig op paa dens Ryg, og gallopperede hen over Heden, idet han tænkte, at han vilde være en flink Soldat, naar det kom til Stykket, især en rask Husar. —

        To Aar efter gjorde de to Jægere atter en Jagttour til samme Egn; den Yngre, som nu saae Verden med andre Øine end forrige Gang, vilde imidlertid bede paa samme Sted, hvor han for to Aar siden havde seet den smukke Bondepige, som nu sandsynligviis var bleven gift med en eller anden rig, gammel Gaardmand; thi sidde og vente paa den forrige Kjæreste, som var Soldat og formodentlig en forslagen Karl i en eller anden Garnison, havde hun neppe indladt sig paa, trods de mange Troskabsforsikkringer, de sidste Gang havde været Vidne til. Alt var for Resten i den gamle Stand, det lille Vindue var det Eneste forandrede, thi her var sat en Lem i Stedet, og en tæt Spindelvæv vidnede om, at den ikke længe havde været aabnet. „Stævnemøderne have neppe været i Gang i den sidste Tid,“ sagde Jægeren med et Smiil. „Den nye Kjæreste gaaer formodentlig høist ind gjennem Porten. Hei, Mutter, kom lidt hen og siig os Besked, saa skal hun faae en Drikkeskilling.“

        Den Tiltalte, en gammel Bondekone, som kom fra Krattet med et Bundt Grenebrænde paa Ryggen, nærmede sig med affældige Skridt. Efter at have faaet ufornødne Oplysninger om Veien til den nærmeste Gaard, kom man til den egentlige Gjenstand for Oversigten, denne Gaards Historie. „Her var engang for et Par Aar siden en ung Pige, som hed Marie, var det Datteren i Huset?“

        „Ja, det var saamæn. Ja det var dengang, det er en vel Aarstid siden.“

        „Er hun da gift?“

        „Nei hun er saamæn ikke.“

        „Er hun da død?“

        „Nei hun er saamæn ikke.“

        „Hvor er hun da?“

        „Hun er saamæn borte.“

        „Hvorfor det da? Hvordan hænger det sammen?“

        „Ja, vor Herre maa vide det. Det var Noget efter at Ulykken var skeet med Jørgen.“

        „Hvilken Jørgen?

        „Ih min Jørgen, min Søn, har de ikke kjendt ham? Nei, det har de kanskee ikke. Ja, nu er han i Kjøbenhavn, Gud bedre det!“

        „Saa,“ sagde den unge Mand, med den Ligegyldighed, hvormed man siger et Ord, der kun skal holde en hendøende ligegyldig Samtale i Gang.

        „Ja, det er en sørgelig Historie, som jeg nok kan fortælle Dem,“ sagde den gamle Bondekone, idet hun lagde Bundtet paa Jorden og satte sig paa det. „Han tjente hos Præstens og var den flinkeste Karl i hele Sognet. Men saa har den Onde forført ham, for med Eet saa havde han forgrebet sig paa Øvrigheden i Kjøbstaden, og det er der stor Straf paa, og saa blev han taget om Natten med en Hest, som han red bort med. Og de havde i flere Nætter taget Hestene af Marken og ladet dem staae langt borte paa Heden, hvor de havde skaaret Halerne af dem. Og saa passede de paa og holdt Vagt om Natten, og saa greb de min Søn, som red ind paa Heden med en Hest, og saa blev han dømt for sin Gjerning. Det var mig saa kummerligt, saa kummerligt,“ sagde den gamle Moder, „han havde været saadan en rar Dreng og saadan en god Søn, og saa skulde det gaae ham saadan. Og mig gik det ogsaa daarligt, jeg maatte gaae fra Stedet, fordi jeg ikke kunde holde Tingene sammen i min Bedrøvelse og svare mine Afgifter, som Jørgen altid havde hjulpet mig med. Og nu er jeg Indsidder hos nogle gamle Folk henne i et lille Huus, ja jeg er saamæn. Men det er en tung Skjæbne, og Jørgen seer jeg aldrig meer for mine Øine?“

        Den gamle Kone foldede Hænderne og Taarerne løbe ned ad hendes rynkede, indfaldne Kinder. Hun var et sandt Kummerens Billede.

        „Og hvordan er det gaaet Jørgen?“ spurgte den gamle Herre bevæget.

        „Han har det saamænd godt, han er i Kongens Jern i Kjøbenhavn, og der lider de jo ingen Nød, men det er dog en Skam at blive grebet saadan i Misgjerning. Jeg havde ikke tænkt, da jeg fødte ham til Verden, at han skulde ende i Slaveriet. Han er dømt paa Kongens Naade. Ja Gud bedre os for Naade, som han har at vente sig, stakkels Jørgen! Naaden strækker ikke til fattig Folk.“

        „Og Marie?“ spurgte den unge Herre. „Hvad er der blevet af hende.“

        „Ja, hun er saa som saa, siger de, men jeg veed ikke Noget om det. Men det skal nok være, som jeg siger. Hun er da hos Fyrinspektøren her Nord paa, for Faderen vilde ikke beholde hende hjemme. Gud bedre det, han har slaaet sig til Flasken mere end godt er, men det gjør ikke bedre, thi Vor Herre veed nok, hvorfor han gjør sin Villie, og den skulle vi bøie os for, siger Præsten, som

som altid holdt saameget af min Jørgen og var saa god imod ham, imens han tjente hos ham. Det var i de gode Dage.“

        Med rigelige Gaver og under mange Velsignelser vandrede Jørgens Moder tilbage til sin Hytte med sit Bundt Grenebrænde.

        „Hvad siger Du nu om denne lille Bondepiges Skjæbne,“ sagde den Ældste af de to Herrer, „er det den dorske Ro, som hører Bondestanden til, og som Du spaaede hende for kun to Aar siden?“

        „Imorgen ere vi paa Veien til Fyrinspektøren, hvis Du Intet har derimod,“ svarede den Yngre. „Jeg vil opsøge Marie, jeg vil kjende Slutningen paa denne ... denne ...“

        „Skjæbne,“ tilføiede den Anden smilende. —

        Fyret laa paa en høi, øde Banke. Ikke et Træ, ikke en Busk var at see i Nærheden, golde, afvexlende sandede og stenede Klitter saa langt Øiet rakte, og denne øde Natur blev kun oplivet af Havets brusende Brændinger og den skrattende Lyd af Rullestenene, naar det atter traadte tilbage i sit Leie. Man kan ikke tænke sig noget mere øde og trist Opholdssted end dette Fyr paa en taaget Octoberdag.

        De Reisende bade om Tilladelse til at besee Fyret. Inspektøren var fraværende, men hans Kone viste dem omkring. „Det maa være et anstrængende Arbeide at vaage over de Lamper hver evige Nat. Har De mange Folk til at skifte med?“

        „Kun to Piger, og den ene kan vi endda ikke lide paa, derfor maa min Mand selv være meget paafærde. Men den anden er desto paalideligere. Det er egentlig ikke nogen Tjenestepige,“ vedblev hun, medens de stege op i Taarnet, „det er en Slægtning af os, som ikke er saa ganske rigtig i Hovedet, og som skal have dygtig at bestille, siger Doktoren. Men hun kommer sig saamænd aldrig, Stakkel,“ tilføiede hun med en Ligegyldighed, som ikke passede med hendes Ord. „Hun sover sjelden nogen Nat, saa er hun mest fornøiet, og saa synger hun og pudser Lamperne og holder Ruderne frie for Iis, for at Lyset skal kunne sees langt borte. Det er ligesom om hun ventede Nogen. Men her kommer jo aldrig Nogen i denne Afkrog.“

        „Og Anledningen til hendes Tilstand?“

        „Ja, det maa Vor Herre vide, det er der ingen der veed. Man skulde næsten troe, at det var Kjærestesorg, men det veed man ikke noget om. Der var En, der friede til hende, han havde været Tjener hos Amtmanden og var i en pæn Vei, men ham vilde hun ikke have, ham er hun bestandig saa vred paa; men hvad det egentlig er, der staaer hende i Hovedet, det er ikke til at blive klog paa, for hun siger det aldrig. Hjemme hos hende sagde de, at hun var bleven saadan ganske med Eet. Doktoren meente længe, at det var Krampen, naar hun kunde komme til at græde, skulde det nok gaae over, men hun græder aldrig. Det er endda en Lykke, thi min Mand vilde ikke kunne finde sig i Græden og Tuden, her er kjedsommeligt nok uden det. De skal ikke lade Dem mærke med Noget, hun er oppe i Taarnet, naar man ikke taler til hende, skjøtter hun sig selv.“

        De stege op i Taarnet. Oppe i den egentlige Lanterne, hvor Fyret tændes, sad Marie med Reverberen til en Lampe paa Skjødet; hun aandede paa den skinnende Messingplade og pudsede den endnu engang over, uagtet den var saa blank, at den gjengav hendes Billede som i det klareste Speil. Under dette Arbeide nynnede hun en Sang, hvis Ord ikke kunde fornemmes af noget menneskeligt Øre, men hvis Indhold afprægede sig i hendes Ansyn; det var en Elskovsang og den samme Melodie, som Jørgen havde nynnet, da han kom fra Krattet og ilede til Stævnemødet. Hun var meget bleg, de store, blaae Øine stirrede ind i den skinnende Messingplade, som om hun havde seet Syner i en Aandemaners Sold, de gule, krøllede Lokker hang udenfor Huen, det anstrængende Arbeide havde bragt hendes Haar i Uorden. Da hun endelig ophørte med Pudsningen, drog hun et dybt Suk, saae flygtig ud af Vinduet, sukkede atter og sagde neppe hørligt: „Han har aldrig gjort det, som de beskylde ham for. Det er den lumske Mikkel, som har gjort vor Ulykke.“

        „De Ord siger hun saa tidt,“ sagde Konen. Gud veed, hvad hun mener med det. Men det er ikke godt at sige, hvad Fjantede mene med deres Passiar. Som oftest har det slet ikke Noget at betyde. Men hun bliver saamænd aldrig klogere, om hun saa bliver hundrede Aar, det er lige saa vist, som at hun nu ikke er mere end to og tyve.“

        „To og tyve,“ gjentog den ældste Herre med et Suk.

        De stege tause ned af Taarnet. Marie havde ikke bemærket dem, hun begyndte ligesaa ivrigt at pudse den næste Reverbeer, sandsynligviis foretog hun dette Arbeide i et bestandigt Kredsløb. Da de kom ned, foregav den Yngste, at han havde tabt sin ene Handske oppe i Taarnet, han vilde søge efter den, de Andre skulde ikke vente efter ham, men kun gaae i Forveien ned ad Bakken. Et Øieblik efter stod han bag Marie, som uafladelig pudsede paa Lampen, — det var Aladdins Lampe, som skulde mane en Aand frem for hende.

        „Marie,“ sagde han med dæmpet Stemme. Hun vendte sig hurtig om, saae et fremmed Ansigt, betragtede ham et Øieblik med et intetsigende Blik, hensank atter i Tanker og begyndte mechanisk paa sit Arbeide. Nogle Minutter efter nynnede hun igjen paa den afbrudte Sang, derpaa standsede hun med Eet, drog et dybt Suk og sagde: „Nei, han har aldrig gjort det, som de beskylde ham for.“

        „Nei, Marie, han har aldrig gjort det, som de beskylde ham for,“ gjentog en Stemme bag ved hende, og tilføiede med en ubevidst Reminiscens af Jørgens egne Ord, hiin Aften for to Aar siden: „Nei, Marie, der er hverken Løgn eller Falskhed i hans Sind, Jørgen har ikke gjort det, som de beskyldte ham for.“

        Marie havde pludselig vendt sig om. En høi Rødme farvede

hendes blege Kinder, Øinene funklede af Glæde, hun tabte Lampen paa Gulvet og sad med udbredte Arme, som om hun vilde favne et usynligt Billede. Hendes Bryst arbeidede heftigt.

        „Nei,“ gjentog han, „der er hverken Løgn eller Falskhed i hans Sind. Jørgen kommer tilbage igjen. Tro og haab! Gud er med os alle Dage, og naar han er med Eder, hvo kan da være imod Eder?“

        Han bøiede sig over hende, som sad med lukkede Øine og foldede Hænder, og kyssede hende paa Panden; ved denne Berørelse sank hun tilbage i Stolen, og Taarerne strømmede ned ad hendes Kinder. Hun var bleven forstaaet — hun kunde atter græde!

        Næsten uden at vide, hvad han havde sagt og gjort, ilede han ned ad Trappen, og sad faa Øieblikke efter i Reisevognen. —

        En Maaned senere stode begge de Reisende med et Udtog af Forhørene i Sagen, som i sin Tid var anlagt mod Jørgen for voldeligt Overfald paa en af Politiets Betjente og for Hestetyveri paa Marken, tilligemed de mundtlige Oplysninger, som den Ulykkelige i Slaveriet, hvor de opsøgte ham, havde meddeelt dem, for den Konge, ved hvis Baare Digteren sang:

        Oldingen hørte med Mildhed Forsvarerne for den formentlige Uskyldige; med den rastløse Iver, hvormed han omsættede sin Regjerings mange Byrder, gjennemgik han de vidtløftige Akter og sammenholdt dem med Sandsynligheden af et Udsagn, som hos Ham fandt et kraftigt Vidnesbyrd i den Samtale, de to Jægere havde i frisk Minde og næsten Ord til andet kunde gjentage for ham, og hvor Jørgens redelige Sjæl afspeilede sig. Loven havde i sin Tid dømt, og Retfærdigheden var tilfredsstillet, Kongen benaadede og tilfredsstillede derved atter en Retfærdighed; Kronens skjønneste Forret skabte to Lykkelige, som til deres Dages Ende ville nedbede Velsignelser over de Velgjørere, som den Alvidende i Nødens Stund sendte til deres Frelse.

        I dette Øieblik er Marie Jørgens Hustru; Kjærligheden helbredede hurtigt den Vunde, som Kjærligheden havde slaget, og en stille Glæde drog med de Haardtprøvede ind under det Tag, som ventede dem langt fra den Hjemstavn, der gjemte saa mange bittre Erindringer. Den gamle Herre skjænkede Jørgen Fæste paa en Gaard paa sit Gods, og hans Moder, som nu boer hos Sønnen, tvivler ikke længer om, at Kongens Naade ogsaa kan strække sig til fattige Folk.