Hvad ei med Ord kan nævnes
I det rigeste Sprog,
Det Uudsigelige,
Skal Digtet røbe dog.
Af Sprogets strenge Bygning,
Af Tankeformers Baand,
Stiger en frigjort Tanke,
Og den er Digtets Aand.
Den boede i Sjelen,
Før Strofens Liv blev til,
Og Sprogets Malm er blevet
Flydende ved dens Ild.
Den gjennemtrænger Ordet
Lig Duft, der stiger op
Af Rosentræets Indre
I den aabnede Knop.
Og skjønt den ei kan præges
I Digtets Tankerad,
Den er dog der tilstede
Som Duft i Rosenblad.
Glem da den gamle Klage,
At ingen Kunst formaar
At male Tankefunken,
Hvoraf et Digt fremstaar.
Thi hvis den kunde bindes,
Og sløres af paa Prent,
Da var i denne Skranke
Dens Liv og Virken endt.
Den vil med Aandens Frihed
Svæve paa Ordets Klang;
Den har i Digtets Rytmer
En stakket Gjennemgang; —
En Gjennemgang til Livet
I Læserens Bryst;
Der vil den vaagne atter
I Sorrig eller Lyst,
Og næres og bevæges,
Og blive lig den Ild,
Der laa i Digter-Sjelen,
Før Strofens Liv blev til.
Sin rette Tryllemagt;
Det Uudsigelige
Er da i Ordet lagt.
Betragt den stille Lykke,
Der gjør en Digter varm,
Mens Aanden i hans Sange
Svæver fra Barm til Barm.
Lad kun hans Rygte hæves
Mod Sky af Døgnets Vind, —
Det er dog ei den sande
Kvægelse for hans Sind.
Men naar hans Tankebilled,
Med eller uden Ry,
Finder et lutret Indre,
Og fødes der paa Ny, —
O, bring ham da et Budskab
Om dette Aandens Bliv;
Thi dermed er det lovet
Hans Verk et evigt Liv.