1.
Oc det springer nu saa vide om Land,
Rensborg er tagen til fange:
Slessuig kom icke til Husom i Aar,
haffde Flensborg vist det skulde saa gange:
Sønderborg maa lide det ynckeligste Mord,
som Obenraa vaar spaad for lange.
2.
Tønding rider at Bredsted ind,
Tønder bød Ribe god dag sin Herre:
Christ vocte dig Vedel oc saa Colding:
Varde, Ringkiøbing, oc Lymuig met ære:
Hodstedbro, Tidsted, oc Nykiøbing i Mors,
vnder Viborg Skiffue vil være.
3.
Høring oc Seby oc der til Skaffuen,
Hoffbro oc Grenaa Ebletoft forgette:
Mariagger tien Randers oc Olborg By,
den geffuiste de Aarhuss agte:
Kalundborg bær Slauels vdi sin Faffn,
Kaarsør det icke formaatte.
4.
Faaborg vil fare til Asnes by,
for Medelfars Pending oc Klæder:
Men Othensee tager fra Bogense sit Liff,
Kerteminde hun der til raader:
Nyborg vilde bære den Krune i Aar,
Suenborg effter Arrekiøbing leder.
5.
I hugge aff Nagskoff Hender oc Føder,
oc Marieboes Øyne udstinge:
Saxkiøbing giør paa Surkiøbing det Mord,
som Nysted oc Rudkiøbing skal tuinge:
Men all den pine som Nykiøbing bær,
det er for Stubkiøbing ene.
6.
I hugge aff Stæge ey Hender eller Fødder,
Oringborg beholder sine Øyne:
Men Næstued skal bliffue Skielskør hendis død,
som Præstø mone fortiene:
Hedding skal lide saa haard en straff,
at Kiøge skal queles vdi pine.
7.
Oc de ledde Roskild aff Kiøbenhaffn vd,
Ringsted vred Hender saa saare:
Alle de Veirmøller for Slangerup staa,
de felde for Holbeck taare:
Nykiøbing bød Søborg tusind god nat,
Helsingør bad Helsingborg vel fare.
8.
De fulde Landskrune til Lunde by,
hun saae der Malmøs Spir opstande:
CHrist signe Trælborg oc Falsterbo,
fra Ydsteds oc Ahuses vaande:
Haffde Semmershaffn bleffuen hoss Vee i Aar,
Syllesborg gick Lyckou til Haande.
9.
Haffde Vardbierg i Lauholm en Ven
Engelholms bud til Halmsted vilde bære:
Falckenberg til Kongsback sende sit bud,
Lunterthun gaff Elleholm liden ære:
Christ signe Tomerup oc saa Affsker,
Rodneby deris Hiertens kiære.
10.
I bede for Visby paa Gudland staar,
for Rodne paa Boringholm hin brede:
I læse en Pater noster for Suanickes Siel,
Aakircke formilde sin Vrede:
At Nexø maatte fare fra Lybsk Mand bort,
vnder Dansk Mands Ro oc Glæde.