Herr Jon Rimaardssøns Scrifftemaal
2
2
1.
Snecken hun ligger paa Lande,
oc græset vnder hende groer:
Oc hende styrde aldrig saa rask en Hoffmand,
siden hende styrde Herre Jon.
søen hun tager saa mangen.
2.
Dan Koning hand sider vdi Ribe,
oc scriffuer hand vd saa vide:
Hand biuder alle sine gode Hoffmend,
aff Styreshaffn sig vdrede.
3.
Oc det vaar Herr Jon Rimaardssøn,
kaste Brynien offuer huiden Halss:
I huo som icke vil seyle i dag,
hand tiener sin Herre met falsk.
Min skøniste Liff, hun ganges mig aldrig vdaff Hue.
4.
Det vaar Herr Jon Rimaardssøn,
hand giordet sig met sit Suerd:
I huo som icke vil seyle i dag,
hand tiener sin Herre met flerd.
5.
I Afften saa ville dricke,
om wi kunde Øllet faa:
I Morgen saa ville wi seyle,
om Børen den vil staa.
6,
Det suarede Herr Jon Rimaardssøn,
det maa vor Herre icke spøre:
Hand sende oss bud oc der til Breff,
det maa wi lyde oc høre.
7.
Oc det vaar skipper Hogen hin frome,
hand løffte sine Øyne mod sky:
I huo som søen vil seyle i dag,
kommer aldrig leffuend til By.
8.
Det suarede Herr Jon Rimaardssøn,
oc hand tog atter oppaa:
I huo i dag icke til Skibs,
hand er sin Koning wtro.
9.
Det melte hand gamle skipper Hogen,
hand vd aff Vinduet saae:
Icke kand nogen mand seyle i dag,
medens saadan Storm staar paa.
10.
Det vaar Herr Jon Rimaardssøn,
hand raabte offuer all den Haffn:
I vinde op Seyl i Danske Hoffmend,
met mig i Herrens naffn.
11.
Oc der de kome lidet vd fra Land,
den Bølge reyste sig vnder sky:
Alt sad hand gamle skipper Hogen,
hand viste huercken Land eller By.
12.
Der de kome paa det vilde Haff,
de Bølger legte fra grunde:
Alt da sad den gamle Skipper,
saa saare hans Øyne de runde.
13.
Skibet vilde icke lyde sin Roer,
det dreff for Vog oc Vind:
Alt sad hand Herr Jon Rimaardssøn,
met sørgende Haand vnder Kind.
14.
Huer den salte Sø som Stormen dreff,
den gick offuer Budsis Bord:
Saa stille sad Herr Jon Rimaardssøn,
som Fruer haffde skaarn hans Haar.
15.
Huor ere nu de gode Hoffmend,
i afftes kalde saa stort:
De tage nu selff den Styre i Haand,
oc nu gaar Anckeret bort.
16
Huor ere nu de store Voghalse,
i afftes giorde den røst:
De gaa her selff til Styren at staa,
oc nu er Seylet løst.
17.
Melte det Skipperen aff stor angist,
oc sagde hand der fra:
Her er vist en Bandsmand inde,
medens Skibet vil icke fremgaa.
18.
Wi ville kaste den Lod omkring,
oc see huo den falder paa:
Er her nogen Wdedisk mand inde,
hand skal for Skibs borde gaa.
19.
Oc det vaar Herr Jon Rimaardssøn,
hand taler til liden Smaadreng:
Du hente mig ind mit Tafflebord,
de Terning maa haffue deris genge.
20.
Saa kaste de met Terning omkring,
de Terning vaare saa smaa:
Oc det falt Herr Jon Rimaardssøn til,
hand skulde for skibs bord gaa.
21.
Nu ere wi kommen saa langt fra Land,
ieg kand icke Præsten naa:
Thi vil ieg giøre mit Scrifftemaal,
vor Herre maa høre der paa.
22.
Det vaar Herr Jon Rimaardssøn,
falt paa sine bare Knæ:
Oc saa giorde hand sit Scrifftemaal,
alt til det Seyle træ.
23.
Locket saa haffuer ieg mangen skøn Encke,
oc daaret saa mangen Mø,
Men det kom aldrig vdi min hu,
ieg skulde paa haffuet dø.
24.
Locket saa haffuer ieg Encker,
oc daaret saamangen Viff:
Men det kom aldrig vdi min Tancke,
ieg skulde her miste mit Liff.
25.
Ieg haffuer gangen paa Helsingborg,
bedreffuen baade Hoer oc Mord:
Saa mangen erlige Bonde søn,
begraffuen i hedinske Jord.
26.
De Hellige Kircker dem haffuer ieg brødt,
oc Closter haffuer ieg brend:
saa mangen haffuer ieg stolt Jomfru,
paa Hæder oc Ære skend.
27.
Den rige Christ i Himerig,
ieg tacker her for sin Naade:
Haffde ieg henfaren vden Scrifftemaal,
min Siel maatte lid stor Vaade.
28.
Kommer der nogen aff eder til Land,
oc møder min Festemø:
I sige hun maa vel giffte sig,
ieg sanck vdi salten Sø.
29.
Kommer der nogen aff eder til Land,
oc spører min Moder at mig:
I sige ieg tiener i Kongens Gaard,
30.
Det vaar Herr Jon Rimaardssøn,
band Poser tre paa sig:
Oc den skal aldrig fattig bort dø,
som iorde skal mit Lig.
31.
Det vaar stor ynck der hand giorde Kaarss,
alt offuer den Bølge blaa:
Oc tog saa bort den vilde Sti,
til Haffsens dybe Bond laa.
32.
Oc de vaare Siu oc siusinds tiue,
vdaff de Kongens mend:
Der kom ingen til Land vden Fem,
der iblant vaar Herr Jons Dreng.
33.
Wi gaa oss til Kirckegaard,
bede GUD i Himmerige:
Wi beder for Herr Jon Rimaardssøn,
Kongen fanger aldrig hans lige.
Min skøniste vnge Liff, hun ganges mig aldrig vdaff Hue.
34.
oc saa for striden Strøm:
Der flyde omkring de wselige Lige,
hun giffuer dem icke igiem.
Men Søen hun tager saa mangen.