Da Dievlen endnu var ved Magt,
Og Christne lumsk fixerte,
Snart krøb i lugslidt Munkedragt,
Snart sig som Buk maskerte,
De Kølners Stiftsprovst heden foer,
Som havde naaet paa syndig Jord
De sex og tresindstive.
Han havde levet blid og fro
Blandt Kirkens fede Sønner,
Med liden Lærdom, megen Tro,
Vel tidt glemt sine Bønner,
Men gierne til de Arme gav;
Thi fulgte ham til kolde Grav
En Skare Faderløse.
Hans Aand sig alt opløftede
Giengielderen at møde;
Alt saae den Fromme Stiernerne
I Himmelmarken gløde,
Da Satan Øie paa ham fik,
Og efter sin fordømte Skik
Beslutted’ ham at drille.
Forklarte Frommes Himmelpryd
Den Onde sig bereder,
Og møder fremmed Siæl med Fryd,
Og den velkommen beder,
Og spørger mild, hvad Navn han har.
“Jeg Thomas Povel Peder var,
Stiftsprovst i Køln ved Rhinen.„
Glad raabte Satan: “Da jeg er
Din egen Værge, Kiære.
I mig du hellig Thomas seer.
Hvad kan dit Meed her være?„ —
“Til Paradis den rette Vei
Jeg søger, og din Godhed ei
Uhiulpen mig vil lade.„ —
“Var du,„ spo’r Belial igien,
“En Martyr, en Bekiender?
Thi kun saa velfortiente Mænd
Til Paradis jeg sender.
Den Kiælne det ei haabe bør,
Som lidet troer og intet giør,
Og lad paa Duun sig vælter.„ —
“Hvad? Du fordømme tør min Troe,„
Saa Provsten mandig svarte.
“Din egen, veed vi alle jo,
Ei saare længe varte.
Jeg tidt fandt mørkt, dog tryg jeg bad;
Men, reentud talt, din Credo sad
I dine Fingerender.„ —
“Forvovne!„ skreg maskeret Trold,
“Du tør Apostler spotte?
Søg dem, som du dig gav i Vold,
Med Mammons stygge Rotte!
Til Helved’ med dig, usle Orm!„
Saa talte Synet, og en Storm
Det brusende bortfeied’.
Vor Pilgrim staaer der rædselfuld;
Den fromme Skygge bæver.
Dog mellem Ædelsteen og Guld
Saa langsom han fremsvæver.
Men, som han bange vandrer der,
En Mand, der holdt et blodigt Sværd,
Ham bagfra tog ved Kiolen.
“Ha!„ raabte den forklædte Skalk,
Halv bister, halv fortroelig,
“Du skyder rigtig, som en Falk,
Herop i Fredens Boelig.
Hvem er du, og hvad vil du her?„ —
“Jeg Thomas Povel Peder er,
Stiftsprovst i Køln ved Rhinen.„
“Lad din Patron omfavne dig;
Du her Sanct Povel skuer.
Betroe dit Ærinde til mig;
Lad see, om der og duer.„ —
“Til Paradis den rette Vei
Jeg søger, og din Godhed ei
Mig vil uhiulpen lade.„ —
“Her er mit Raad: Fly, Hyklergand!
Med dine falske Sukke!
Nei, aldrig Pharisæers Haand
Skal Edens Roser plukke.
Jeg selv en Pharisæer var;
En Saulus her jeg for mig har,
En glubende Forfølger.„
Saa raaber Satanas, og vil
I Provstens Halsbeen hakke;
Men mægtig Ørn nu flyver til,
Taer Provsten ved hans Nakke,
Og bær ham, tryg for Fiendens Hug,
Som Englen hisset Habakuk,
Til Paradisets Indgang.
Der staaer en Mand i Purpurklæ’er,
Hvis Syn vor Pilgrim røver.
Hans Hoved trende Kroner bær,
Hans Haand to Nøgler fører.
I hellig Underdanighed
Den fromme Vandrer falder ned
For Sendebuddes Fyrste.
“Hvem der? hvad vil Graamunken her?„
Saa Peders Hilsen lyder.
“Jeg Provst i Køln ved Rhinen er;
Dit eget Navn mig pryder.
Sanct Thomas spilte Giæk med mig,
Saa og Sanct Paulus; men til dig
Min Tillid jeg nu sætter.„
Saa talte Provsten fri og kiæk,
Og Himlens Port blev aaben.
Med haanlig Latter svandt han væk,
Den Trold i Purpurkaaben.
Til de Fordømte sank han ned,
Mens i den falske Peders Sted
Den sande nu fremtraadde.
Ei blodrød, hvid var hans Talar;
Hans Hoved ingen Kroner,
Men yndig Krands af Palmer bar;
De forrige Personer,
Sanct Paulus og Sanct Thomas, gik
I blidest Glands, med venligt Blik,
Ved hellig Broders Side.
Med Frygt og Knæfald Provsten nu
De tre Apostler kiender.
“Stat op,„ var Peders Ord, “thi du
Er mellem dine Venner.
Vi veed, du Kirken tog dig af,
Og leved’ from og gierne gav,
De Fattige dig arved’.
Kom Søn, vi alle ynde dig
Og Glæde dig tilsige.
Ja, Fromme, du kan uden mig
Gaae ind i Himmerige.
Enhver, som med oprigtig Siæl
Har giort mod sine Brødre vel,
Har selv sin egen Nøgle.„
Tode.
