Jeg før var rigtig barsk og vild,
Mig intet vilde mage;
Mig ingen kunde da faae til
At give og at tage.
Jeg veed ei, hvor det kom sig af,
At jeg saa vranten tog og gav.
Da kom en Fyr, som Mælk og Blod,
Med skiøn blaaladen Hage,
Den Skielm saa mesterlig forstod
At give og at tage.
Jeg veed ei, hvor det kom sig af,
Jeg da saa villig tog og gav.
Han mine Øin’ til sig drog,
Og sød Deeltagning vakte.
Ja, naar min høire Haand han tog,
Jeg ham den venstre rakte.
Jeg veed ei, hvor det kom sig af,
At jeg saa villig tog og gav.
I Gaar jeg med ham hemmelig
Til Nødeskoven smutted’.
I sine Arme tog han mig,
Jeg ham i mine slutted’.
Jeg veed ei, hvor det kom sig af,
At jeg saa gierne tog og gav.
Vi leired’ os paa Mosen blød;
Om Kys og Kys vi spilled’.
Han gav mig Kiernen af en Nød;
Til ham jeg og een trilled’.
Jeg veed ei, hvor det kom sig af,
At jeg saa villig tog og gav.
Om Moders Kald mig ei tilsidst
Fra Knøsen havde draget,
Vi havde meget mere vist
Nu givet og nu taget.
Jeg veed ei, hvor det kom sig af,
At jeg saa villig tog og gav.
Tode.
