De Penge stedse var en Plage,
Til mangen Last de lede frem;
Men Du paa jubelfulde Dage
Saa deiligt skiller os ved dem.
Hvert Huus, som Nummerrækker pryde,
Fortuna’s eget Tempel er.
Der Sveed og Blod som Offer flyde;
Did sidste Skiærv den Ringe bær.
Til Dig da tyer hver haabfuld Prakker,
Og staaer der bleg og kold og stum,
Mens Lykkens Præsteskab ham takker
Med glad Sladring og Bumbelbum.
Den Skuffede da bittert smi’er
Ved al den søde Lyd, han vandt;
Men sei i Troen hiemad iler
Og atter leder om et Pant.
En anden, tidt bedragen, ikke
Vil falske Løfter mere troe,
Men falder hidsig til at drikke —
En Bolle Vand ved Langebroe.
Tode.
