Trahit sua quemque voluptas.
Viro.
Der er ingen Ting, som burde være mere ubunden, og som man dog helst gad lagt i Lænker, end Smagen. I Henseende til den anseer sig enhver beføiet til at rette og dadle den anden, at sætte sig selv til Mønster, og at haandhæve en Slags Justiz. Der ere de skrøbelige Mennesker, der ansee det som en Fornærmelse, at man ikke vil holde sig deres Følelse efterrettelig, og som betragte den, der tør afvige fra deres Smag, som en stakkels Patient, der gaaer i Vildelse og let kan komme til Ulykke.
Der ere tilvisse mange Afveie fra det, som er Sandt og Ret, og Godt og Anstændigt. At advare vort Medmenneske, at han vogter sig for slige farlige Stier, er en Pligt for den, som dertil har Kald og Evne. Men man tage sig vel i Agt, at man ikke udraaber det, der vel er Afvigelse, men en ligegyldig, en uskadelig Afvigelse, som en Udskeielse, en Vildfarelse. Man glemme ikke, at der er saadan en Ting til, som kaldes Smag; en Ting, som ingen Love erkiender, og heller aldrig skal taale nogen Tvang; en Ting, hvorfor endog den Viseste ikke kan give, og ingen anden end en Daare kan kræve, Regnskab; en Ting, som har sin hele Grund i et Menneskes individuelle Natur, og derfor bliver urandsagelig; en Ting, som vidner mere end den Halvlærde seer, om et høieste Væsens Bestyrelse.
Naar en Mandsperson er Elsker af sorte Haar, sorte Øine o. a. m., saa hører man undertiden en anden opholde sig over denne Smag, og finder det saa urimeligt, som om han nægtede, at to og to giør fire. Denne Smagvrager holder det blonde Haars, de blaa Øines Fortrinlighed for saa uimodsigelig, som om det var en geometrisk Demonstration; og den, der ikke vil indsee dette, er i hans Øine saa dum som en Østers, og saa egensindig som en Kariolhest. Han giør altsaa, med megen Beskedenhed, sin egen Smag til en Lov for andre; og en Følelse, han selv ikke paa nogen fyldestgiørende Maade kan forklare, anseer han som et Resultat af Overlæg, som et Tegn paa sin store Viisdom. Paa denne skiønne Grund trækker han medlidende paa Skuldrene, ved at høre et Menneske være saa forblindet, at han ikke seer Tingen, som han seer, den; ja han takker Himlen for den Godhed, at han er født med bedre Evner, og med klarere Sandser.
Det falder saadan en Selvklog ikke ind, at det dog er en Mulighed, at den samme Skaber, som gav hiin de og de Øine, ogsaa har givet ham en medfødt Behag i at see den omtvistede Farve, og at han, der vil despotisere andre Menneskers Tilbøielighed, ved saaledes at spørge, hvi han kan helst lide saadanne Øine, da giør ligesaa dum en Streg, som om han vilde spørge: “Kiære, hvorfor har han saadanne Øine? Hvorfor lod han dem ikke blive af en anden Farve?„
Vil den, der tør foreskrive andre, hvad Smag de skulle have, raisonnere paa langs og paa tvers om sin Smag, som overeensstemmende med, Gud veed hvilke Love, saa bliver han endnu mere uefterrettelig. Saa blotter han ganske sin tykke Vankundighed i Naturens Hemmeligheder. Den bestemte, ubetvingelige, sig selv altid lige Tilbøielighed, som det ene Individ har til visse Egenskaber, og som er den modsat, et andet Individ har, torde nok være en Art af Instinct, som den Algode bruger til sine vise, skiøndt for os skiulte, Hensigter. Det er det, de Gamle have kaldet, og Lægerne endnu kalde, Idiosyncrasie, en særegen, i Individets Natur grundet, uforklarlig, Attraa eller Afsky.
Hvorledes gaaer det til, at de fleste Mennesker ynde hos en Person af det andet Kiøn allermeest det Physiske, som de have det Modsatte af? Den Brunladne holder af den Blonde, og den Blonde af den Brunladne. Den Høie hover den Lille, den Smækre kan bedst lide den Trivelige. Denne Besynderlighed vil man ved upartisk Mønstring finde bekræftet af Erfarenhed. Man lægge kun Mærke til de Ægtepar, man kiender; og man vil finde, at de Fleste i Henseende til det omtalte Physiske have Kontraster, snart i eet snart i flere Poster.
Hvad Hensigt har den Algode kunnet have dermed? Rimeligviis denne, at Brunladne og Blonde idelig skulle blandes.
Tode.
