I Axels Stad der boer en Mand,
Saa jevn i Færd, saa reen i Vandel;
Sit Kald han røgter med Forstand,
Bestyrer snildt sin Boed og Handel.
Hans største Lyst er huslig Flid,
Og Borgergavn hans hele Id.
Hr. Bertel er den Dannemand,
Han elskes ømt af Børn og Frænder,
I Vennekredsen hædres han,
Han agtes af enhver, ham kiender.
Kun een Ting volder Slægten Nag,
Han dølger haardt sin Fødselsdag.
Men Huslighedens milde Gud,
Som gierne med de Gode spøger,
En væver Muse sender ud,
Der grandt i Kirkebogen søger.
Hr. Bertels Dag — Hun finder der —
Den fiortende December er.
Saa Musen flux med frydfuld Iil
Til Præsten, hendes Kynding, farer,
Og ved hans Pult med venligt Smil
Ham denne Nyhed aabenbarer.
Og byder ham: fortæl den Sag
Paa gamle Viis i festligt Lag.
Thi klinkes for Hr. Bertel fro,
Og Sangen lyder ham til Ære:
“I Vennekreds, i huslig Ro
Den ædle Olding hædret være!„
Og nu velsignes denne Dag,
Som dobbelt Høitid, i vort Lag.
V. K. Hjort.