Naar Vaaren vaagner i sin hvide Vugge,
Og Soel paa Vuggen sine Blomster spreder,
Og Kildenymphen sig til Dands bereder,
Og Flora Honningbægret vil oplukke;
Naar Sommerfuglen af sin Askekrukke,
Som Evigheds Symbol sin Vinge breder,
Da gaaer i Lunde Sangeren og leder,
Og veed ei selv, hvorfor han nu maa sukke.
Ved Lærkens Slag i Morgnens gyldne Lue,
Ved Nattergalens Suk i Aftnens Skygge,
Han føler sig saa fremmed i sin Lykke.
Thi dybt da under Hjertets snævre Bue,
I Kjerligheds og Længsels Taarebade,
Udfolder Hjertets Rose sine Blade!
Men, naar da siden hen i Somm’rens Dage
Eroterne med Vestenvinden komme,
Saa fare de omkring til liden Fromme
For mangen Blomst, der maa sin Glands forsage.
Og mens de Kaade Psyches Roe forjage,
Saa tidt hun hviler sig paa Markens Blomme,
Saa skeer det tit før Dagen selv er omme,
At Hjertets Rose har ei Blad tilbage.
Men Bladet, som er revet fra sin Stengel,
Betroer sig da til Zephyrs bløde Vinge,
Hengiven som en her vildfaren Engel!
Det seiler i det Blaa paa Ætherbølge,
Et Digterskib, der vil til Himlen bringe
Det stille Suk, som her sig maa fordølge.
Og, naar i Rosenbaad da Sukket stiger
Igjennem Morgenrød og Aftenrøde,
Igjennem Nattens Dyb, hvor Stjerner gløde,
Da lander det i Himlens lyse Riger.
Men Bladet synker gjennem Luftens Øde,
Og atter ned til Jordens Skjød det viger,
Og naar det møder Dalens muntre Piger,
Det takker Zephyr for et heldigt Møde.
Snart trykker Eros det til Pigens Læbe,
Snart fører Zephyr det mod hendes Kinder;
Og hvor det kommer Søstre det gjenfinder.
Dog maa det altid længes, altid stræbe,
Og altid vugges om paa Længslers Bølge,
Fordi det ei med Sukket kunde følge.
O Du, til hvem sig Hjerter nærme stille,
Saatidt Dit hulde Straaleblik de møde!
Dig vækker nu i Aarets Morgenrøde
En lille Fugl her ved sin bange Trille!
Jeg fløi omkring i Aftenvinde milde,
Og lod paa Vingen Aftensolen gløde,
Da Rosenbladet, det undseligt røde,
Fra Hjertet faldt i Carolines Kilde.
Men her jeg bringer nu i Vinterkulde
En lille Kurv med bedre Rosenblade!
O! tag imod dem naaderigt, Du Hulde!
I Din Haand vil de mange Sommerglade,
Naar de har føelt Din Aande, seet Dit Øie,
Sig i en vaarlig Rose sammenføie. —