Ved Frederikke Freuchen’s Grav
1828
1828
Det er ei Blomstertiden længer! Den er svundet!
Hvor Rosen stod, staaer nu den hvasse Torn?
Og i et Sneeliin er Naturen bundet,
Mens guult paa Stænge ligger Markens Korn!
Den grönne Qvist er sortnet! Haabets Blade
Er vifted hen for Nattens kolde Vind,
Og mange Öine, som ifior var glade,
Er nu lig Somrens Kildevæld paa Kind!
O Savn og Smerte! Hvor sig Öiet vender —
Selv i Naturens trösterige Speil —
Gaaer Haabet taus omkring med tomme Hænder,
Og Lykken slaaer de Lykkelige feil!
Dog, — lovet være Gud! et Stierneklæde
Er udbredt over, o Natur! dit Liig!
Saamange Taarer kan Du dog ei græde,
O Menneske! som der er Glimt for Dig!
Og glimted ingen Stierne end foroven,
Et saligt Tilsagn for hvert mödigt Bryst,
Saa vil dog snart hver ussel Green i Skoven
Ved Vaarens Komme svulme Dig til Tröst.
Ja, skynd Dig, Vaar! som hist paa Himlens Have,
Med Blomsterbilleder af Liv i Död,
At smykke alle vore kiære Grave
Og vække hver en Blomst, som Stormen bröd!