Det Aften er! Fra Arbeid Klokken ringer! —
Nu maa han gaae, at hente sig sin Lön.
En Kurv med Frugter han sin Herre bringer,
Og ender Dagen fromt med Aftenbön.
Saa mangt et Frökorn han som Blomsterfader
Fremspire saae i feirest Foraarsdragt;
Men selv, idet sit Arbeid han forlader,
Har han det skiönneste i Jorden lagt.
Du moderlige Jord! som ved hans Pleie
Tilbagegav en Blomst for hvert et Frö,
Modtag nu ogsaa dette i din Eie!
Vi veed, det spirer, naar vi see det dö!
Tungt böied Grenen sig ved Höstens Komme,
Velsignet med den skiönne Vinterfrugt;
Derfor vil han, naar Vinteren er omme,
End have Forraad, som ei her blev brugt!
Alt smelter Sneen! — Foraarssolen smiler! —
End saae han aldrig dog saa skiön en Vaar!
Som för med Glæde, — salig nu, han iler,
At sysle i den store Urtegaard!
Den förste Blomst, han i sin skiönne Have
Fremelsker, er den dobbelte Viol.
Den sender sine Elskte han som Gave:
Hengivenhed i Gud og stille Taal!