Snart forlader Du os, o Jupiter! funklende Stierne!
Skiuler din straalende Glands bagved den iiskolde Jord;
Men dit Minde skal, selv i den lysklare Sommerdag, svæve
Roligt, krævende Graad, giennem Erindringens Nat,
Og, som det guldröde Punkt i Mindeblomsternes Midte
Sammenholder de blaa, himmelske Blade i Krands,
Skal Du i Nattens Azur mig være en större Kiærminde,
Der i sin hvælvede Kalk indslutter Himmel og Jord!
Ida havde dig kiær! — Jeg mindes den Midsommer-Aften,
Da hendes dvælende Blik förte mit Öie til Dig!
Tyst det var, kun i Buskene lydt Smaafuglene quiddred,
Da med Veninden i Arm langsomt i Haven hun gik.
Blomsterne lukkede sig, hvor hun treen; da randt deres Taarer
Afskeedssukkende ned, skiult i den duftende Kalk!
Ak de sörgede alt; thi snarligen skulde de kaldes
Bort fra Livet og ei dö paa den Elskedes Grav!
Træerne böied’ foroven sig tæt og hindrede Lyset,
Som fra det straalende Hiem söger den Vandrendes Fod.
Frygtsom, med Hiertet saa fuldt, men taus i de hedeste Sukke,
Fulgte jeg efter og gik kun i den Elskedes Spor.
”Ida!” sagde jeg da, ”kom ræk mig din Haand! lad mig före
”Dig giennem Mulmet!” og ud strakte jeg frygtsom min Haand.
Ak! da tog hun min Haand, og jeg förte den salige Engel;
Men misundeligt snart flygted det dæmrende Mulm.
Dog forlod hun mig ei, og skiöndt Maanens og Stiernernes Skare
Röbed’ min dristige Haand, slap hun den ikke af sin.
Men som nyligen jeg giennem Mörket förte den Hulde,
Förte til Giengield hun mig ud i det klareste Lys! —
Ak! hvad ahner man ei? hvor ta’er man ei salige Varsler? —
Fremtiden laae mig saa lys da ved den Elskedes Haand. —
”See! hvor straaler den klart, hin Stierne histoppe!” hun sagde,
Og da jeg saae til din Glands, smelted en Straale mit Bryst.
Ak! da trykked jeg taus den ledende Haand, — og fra den Dag
Talte hun tidt om din Glands, selv naar ei Himlen var klar. —
Mangengang stod hun i Vindvet, trak sagte Gardinet tilside,
Ak! da deltes mit Bryst mellem Erindring og Haab!
— Klare, elskede Stierne! min Kiærligheds himmelske Vidne!
Gud han styrer din Gang! Rolig jeg seer Dig gaae bort;
Thi jeg veed det for vist, at naar Axet gulnes paa Marken,
Modent for Höstmandens Lee, stiger Du frem af din Grav! —