Ida! naar jeg tænker paa dit Öie,
Da er Himlen mig kun mörk og graa;
Da kan ingen Blomst min Siæl fornöie,
Intet Skiönt, som engang skal forgaae.
Thi det Evige, som Ingen fatter,
Og de Ord, som Ingen kan forstaae,
Laae mig aabenbaret, Himlens Datter!
I dit Öies dybe Stierneblaa!
Ida! naar jeg tænker paa din Stemme,
Frydes ei min Siæl ved Fuglens Sang!
Ingen kiælen Röst kan Smerten hemme,
Nattergalens Suk er mig kun Klang.
O! hvi skal jeg aldrig dog forglemme
Denne Mindets smertelige Fryd,
At jeg tidt, endnu paa Jorden hiemme,
Foer til Himlen med din Læbes Lyd!
Ida! Ida! evigt skal jeg mindes,
Det, som dog var meer end Blik og Sang,
Det, som nu i Himlene kun findes —
Jorden var det Evige for trang!
O din Kiærlighed, den skiönne, rene
Klædning for et jordisk Engleliv,
Skal min Aand med sig i Gud forene
Naar vi samles ved hans andet: Bliv!