Til Ida
Januar 1820
Januar 1820
Du, som leger fromt med Lilliens Stængel,
Vil Du, Ida! være vel min Engel?
Jeg var og en Engel hos min Gud!
Vil Du vifte Ro mig med din Vinge?
Vil Du mine Suk til Himlen bringe,
Engel selv, maaskee en Engels Brud!
Flyv da til den naadige Gud-Fader,
Sæt Dig mellem Himlens Englerader,
Saligt ned paa Skamlen for hans Fod!
O! see da herned og kiend mig atter,
Glem mig ei i Himlen, Jordens Datter!
Du har kiendt mig dog som from og god.
Bed saa for mig! Siig jeg er bedrövet,
At jeg nu saalænge alt er prövet,
At min Siæl forlænges efter Fred!
Kom saa ned igien! Bring Du mig Gaven,
Eller lul mig sagte ind i Graven, —
Alt som Gud det vil af Kiærlighed! —