Himmel! jeg saae et Par Öine; dem glemmer jeg aldrig, nei, aldrig!
Stiernen er ikke saa blaa, Maanen var aldrig saa klar,
Solens Smiil trænger ikke saa dybt og smelter ei saadan
Som dette flygtige Blik, hun i mit Hierte har brændt!
Dræbes jeg maatte, fortæres i Brand som af glödende Pile,
Hvis det var meer end et Nu, för det var svundet, og dog
Gad jeg nu gierne paa luende Baal synge höit som en Martyr
Under den brændende Död ved hendes yndige Smiil.