Der, hvor hisset oppe Lyset luer
Giennem Vindvets rödmende Gardiner,
Mellem Pigebörn og stramme Fruer
Sidder hun med tækkelige Miner!
O, bevæg Dig dog, Du grumme Klæde!
Lad mig skue hendes tause Blikke,
Om ei smilende i Lön de græde,
Ak! fordi jeg er deroppe ikke!
Jeg vil synge höit! — Nei! jeg vil raabe
Vildt i Udbrud af mit Hiertes Qvide! —
Hun skal ahne, frygte, tro og haabe,
At jeg vanker her! Hun skal det vide!
Nei, Du vilde, elskovssyge Hierte!
Hun skal ahne kun, at her jeg vanker,
Ahne det med skiult og kiælen Smerte,
Som jeg ahner mig i hendes Tanker!