Siig! Kiender du den Fugl med fiorten Vinger,
Den söde Philomeles yngste Söster,
En Datter af de dybe Længsels Lyster,
Fra Sydens Blomster bly den hid sig svinger!
Det syge Hiertes Elskovsbud den bringer
Og hilser hende, medens ham den tröster,
Fra Vindvet flagrer den og Vingen ryster
Og kruser sig paa hendes lille Finger.
Jeg selv er Fuglen! klækket af en Straale,
Som Kunst og Kiærlighed i sig forener.
Tag Slöret bort! og siig mig, hvad du mener!
Her linder du det let, vil du kun maale,
Thi jeg er Digtets Form! — Kan du ei giette? —
Siig, hvad du seer, saa træffer du det Rette!