Just Mathias Thiele (1795–1874)

Den klare Himmel Eos¹ monne föde

        I Kiærlighed med Nattens sorte Bue;

        Men Fad’ren bader Pigens Elskovslue

        Til Dagens Sön, den dunkle Aftenröde.

Derfor han altid hindrer deres Möde,

        Og vil en evig Elskov underkue,

        Mens Mod’ren hver Nat sörger i sin Stue,

        At hendes Datter græmmer sig tildöde.

I Juni er ei Faderen tilstede²,

        Da bringer Moderen de To tilsammen,

        Og Kys i Kys paa deres Læber glöde.

Og Minderne af Kyssets hede Flammen

        Hver Morgen man, ihvor man end vil træde

        Kan linde blussende som Roser röde.