Milde, som Aftenstjernen, smile
sande Glæder til os ned!
De forskjønne Mandens Hvile
og belønne Dagens Sveed!
Ham hver ædel Broder møde
med uskrømtet Favnetag,
og en rolig Aftenrøde
slutte den anvendte Dag!
Sjælens blide Fred forsamle
i fortrolig Vennekreds
Yngling, Manden og den Gamle,
med den svundne Dag tilfreds!
Ved dens Harmonie forsvinde
Forskjel mellem Stand og Aar!
Her graaisset Olding minde
glad sin Sommer og sin Vaar!
Her ved Venskabs Bæger, lyder
Sang om ædle Brødres Daad,
og Goddædighed udgyder
Hjelp og Trøst til Armods Graad.
Her uskyldigt Skjemt forbinde
vi med Venskabs Favnetag,
og Blufærdigheds Gudinde
smiler til vort Vennelag.
Ædle Venskab! Du, vor Hæder!
stadig Du iblandt os boe!
ædle Du vort Selskabs Glæder
og befæst vort Hjertes Ro!
Du, som over Hjerter byder,
Dig til Hæder synge vi:
Ædle Venskab! intet bryder
Dine Sønners Harmonie!
Thaarup.