Snart er Din Ungdomstid forsvunden,
nyd, muntre Broder! Glædens Bud;
nyd Timen, før den er udrunden,
før Livets Lampe slukkes ud!
Forgjæves Du tilbagekalder
Din svundne Ungdoms glade Aar,
naar Tidens Snee paa Issen falder
og Ald’ren bleger Dine Haar.
Snart skal Du tæt mod Pigens Hjerte
ei føle det som fordum slaae;
blot klage over Gigt og Smerte
og hver en gjækket, sød Attraae.
Snart vandre blinkende Pokaler
Din blege Læbe heelt forbi;
thi de forbittre Dine Qvaler:
Din Taare falde vil deri.
Saa nyd den Dag, Dig Skjæbnen giver,
set aldrig Glædens Time op;
viid: gruelig den Anger bliver,
som følger paa et skuffet Haab.
Nu vinker Elskovs blide Glæder
og Druens milde Fader Dig;
men see, i Sporet, som Du træder,
tæt lumske Qvaler snige sig.
Saa drik og nyd og lev for Dagen,
og tryk Din Pige til Dit Bryst!
See hende taus af Fryd betagen,
hør Harmonie i hendes Røst!
See Glædens tause Taarer falde
fra Øiet ned i hendes Skjød;
see Bollens Damp her Varten kalde:
Endnu et Glas for Fald og Stød!
Frankenau