Du straaler venlig, blide Vaar!
Du straaler, Vinterkulden svinder;
Nu knoppes Træet, Fuglen slaaer,
Og iisfrie klare Kilde rinder.
Snart myldre Blomster uden Tal
I løvrig Skov, og græsgrøn Dal.
Velkommen Vaar fra Himlen ned,
Du Moder til Naturens Glæde!
Til Fryd du kalder hvert et Led
Af Skabningens umaalte Kiæde.
O det er Glimt af Himlens Lyst
At føle dig i skyldfrie Bryst.
See Maalet af vort korte Løb,
See! hvad der straaler os imøde!
Hvor herligt er vor Vandringshaab!
Et evigt Foraars Morgenrøde.
Der, Venner! Brødre! samles vi
I Lys og ubrudt Harmonii.
Held den, der stræbe vil ved Dyd
Dit Tempel værdig at betræde;
Han nyder Livets Vaar med Fryd
Og Livets Vinter uden Kiede;
Han øiner stadig Banens Maal;
Ham følger Mod, og Haab, og Taal.
Th. Thaarup.