Meloda, du forkaster dette Hierte?
Meloda, ogsaa Du miskiender mig?
Mit Liv var kun en Drøm af Lyst og Smerte:
Nu vaagner jeg, og er ulykkelig.
Ja, Haab, o! du, som trøster selve Slaven,
Dit sidste Glimt forsvandt i Nattens Skiød:
Ak! eensom er min tunge Gang til Graven,
Og al min Fremtid kun en langsom Død.
O! hør, Meloda, hør min ømme Klage!
Nu, første Gang jeg græde kan igien.
O! kald dit gyselige Nei tilbage,
Og kald mig atter, hvad jeg er, din Ven!
Jeg er din Ven, langt meer end dine Frænder,
Som aldrig kiendte Sandhed, Dyd, og dig.
Med Taarer jeg mit Øie fra dig vender;
Thi ogsaa du er alt ulykkelig.
O ja! kun Stolthed bød mig at forlade;
Og bleg og uden Taarer du adlød:
Haardhiertet Stolthed løi, at du kan hade
Den, der saa høit dig elsker til sin Død.
O! Gud, tilgiv de Stolte, som os myrde!
Tilgiv den Bitterhed i dette Bryst!
Tilgiv, om jeg nedlægger Livets Byrde!
Jeg lever uden Haab, og uden Trøst.
Dog nei! Melodas hulde Smiil befaler!
Hun lider selv med taus Taalmodighed;
Og sieldent kun en bitter Taare taler
Om Uskyld, og om skuffet Kierlighed.
Velan, Meloda, ogsaa jeg vil leve!
Men tidligt, tidligt venter Graven mig.
Da skal jeg op til Herrens Himmel svæve!
Der, der jeg finder og omfavner dig.
Ei kiender jeg til Himlens Saligheder:
Men ene du er Himmel nok for mig.
I Evighed jeg der med dig tilbeder,
Og i dit Øie speiler Himlen sig!
Svæv ned til mig paa Lysets rene Vinge,
O! Dødens Engel, du, Melodas Bud!
Alt Gravens Mulm og Taushed mig omringe;
Velkomne Død! dig sender Himlens Gud!
Sander.
