Over Arveprindsesse Sophia Friderikas Død
Opført i det Harmoniske Selskab den 31. December 1794
Opført i det Harmoniske Selskab den 31. December 1794
Lindrer, Sukke, Kummers Smerte;
Letter det beklemte Hjerte;
Rinder, Veemods Taarer, rinder;
Længselfulde Graven seer,
Det forgrædte Øie finder
Et afsjælet Leer.
O, blot et sagte Aandedræt til Stemme –
Et Venneblik i det halvaabne Øie,
Et Vink, Sophia, at Du lever,
At Du er til! – o rør de hulde Læber —
Rædselfuld
Er, o Grav, dit mørke Gjemme;
Døv for Venskabs Klage-Stemme,
Døv for Elskovs vilde Skrig,
Smuldrer taaredugget Lig
Til ukjendt Muld.
O Tidens Søn!
Du bygger Seklers Borg for føie Dage,
Som Barnet frydes du ved Jordens Glimmer,
Forregner dig i Længden af din Glæde.
See, Døden kommer,
Den trodser Lægens Konst,
Og lader haant om Graad;
Den viser Graven: See din Moder!
Og Ormen: See din Broder?
Hør, Dødens Røst en Moder kalder;
Hør de forladtes Jammerskrig!
See tause Mages Taare falder
Paa Magens kolde Lig!
O! hvad fortolker Brudens Smerte?
Forgjeves smelter hendes Hjertei.
See Graven gjemmer hendes Fryd!
Fortvivlet seer hun mod det Høie;
Ak! ingen Graad for hendes Øie,
For hendes Jammer ingen Lyd.
Hvo søger Levende blandt Døde?
Hvo Lys i Gravens Nat?
Seer mod Himlen!
Fra Himlen daler Dug
Paa tørstig Ager.
Fra Himlen sendes Trøst
For Dødeliges Hjerte:
O, der er Dydens Fædreland!
Paa Jorden spirer Dyden, knoppes, blomstrer;
Men Evigheden modner den.
Hvi søge I da Moderen, Sophia!
I Gravens Skjød?
Hun er der ei – Hun lever.
Saa længselfuldt vort Syn sig hæver
Mod Himmelen, vort Blivested,
Imens det knuste Hjerte bæver,
Mens Veemodstaaren triller ned.
Sophia! Du var Herren kjær;
Thi er Du ikke mere her. —
Forladte Smaae! I skal ei glemme
Hver kjærlig Omhu, som I nød;
Hvor Hendes blide Moderstemme
At elske Dyden Eder bød.
O fromme Børn, o lyder den,
Da see I hende vist igjen.
Forklarede! hvor Du Dig fryder,
Har Guld ei Vægt, ei Krone Glands;
Der krones Du for Dine Dyder
Med Evighedens Seierskrands.
I Jubler lyder der Dit Navn,
Mens Jorden sukker ved Dit Savn.