Den Livets Fyrste har de dømt til Døden,
Din Frelser, Israel!
De grebe ham og dræbte ham.
Den Fromme gaaer til Død,
Og ingen er, som ved hans Smerte røres,
Den Hellige blev revet bort;
Og ingen agter det.
Men see! Graven holder ei sin Døding,
Den skal opstaae.
Vaag op! til Dag! du sovende Gravens Beboert
Hans Vink er Livets Bud. –
Almægtig Rædsel griber alle Væsner:
Er det Livets Strid med Død.
Om deres Fyrste? –
Jehovah har nævnt sin Søn
I Gravens dunkle Skjød:
Fra Dødens Søvn opvakt opstaaer den Helt
I Guddoms Kraft!
Hvo kan ham holde?
Han oplader Livets Porte;
Som Dødens stærke Arm forgjæves holdt tilbage,
De drage med ham, deres Gud,
Og følge ham til Herlighed;
De trænge sig til Lyset frem
Ophæv, o Zion, din jublende Sang,
Modtag din Konge i seirende Pragt!
Han er din Konge, han er din Helt.
Rædsom, mægtig i Kamp.
Omsonst sig Helved rustet har,
Han brød dets Vælde, han eene det brød,
Han ene stred, og Seir han vandt
Mod Grav og Død.
Ophæv dig, Zion, med jublende Sang,
Modtag din Konge i sejrende Pragt,
Han straaler Held!
Straal, o Haabets Morgenrøde!
Gjennem Nat og Død og Grav
Det var Gud, os Livet gav;
Det var Gud, for Synden døde,
Ved hans Almagts andet Bliv
Gaae vi frem til Lys og Liv.
Skuer den klare Morgenpragt,
Som Natten brød:
See! saa blev Livet ved hans Død opvakt.
Hvi skjælver du mit Hjerte
For liden Nød?
Bag Dødens Midnat
I Himlens Glæde
Forklares Gud.
Vor Gud døder, og vækker til Live,
Han fører ned i Graven, og fører derfra.
Helligt Haab min Sjæl antænde,
Bryder Glædes Taarer ud!
Dig i Livet skal jeg kjænde,
Dig i Døden, Frelsens Gud!
Hisset skal jeg for din Throne,
Prise dig med Jubel-Tone;
— Midt i Kummers Nat og Gru,
Gud min Frelses Haab er du!
Opstandne Frelsere!
Hvad hellig, hvad ukjændt Fryd,
Hvad salig Vellyst fylder
Min hele Sjæl!
Du har forsonet Gud!
Mig straaler Haabet, skjønt, som Vaarens Morgen
Fra Livets Egn;
Det hæver mig til Mod og Kraft
Fra Støvets Nat og Ringhed;
Jeg aander Himlens Glæder;
I min forløste Sjæl er Evighedens Haab i
Jeg føler dig –
I evig Lys og Herlighed!
Der skal mit Øie skue
Den underfulde Frelses Maal
Og see den seirende forklarte Christenhed,
Og dig, du Jordens Frelser! –
Paa hin den Dommens store Dag
Mit Legem skal opstaae;
Og Gravens vide Egn
Gjengive skal de længst forfaldne Been
Til evigt Lys og evigt Liv. –
Hvad lyder hist fra Graven? –
Gud! hvilken Røst er det! –
Den hæver sig mod Himlen!
”O Død, hvor er din Braad? hvor Helvede din Seier?”
Jesus lever, som var død,
Over Himles Himle throner:
Jesus Gravens Fængsel brød.
Verdens Dommer og Forsoner!
Du fra Dommen frelste mig;
Evig vil jeg prise dig.
Halleluja!
See Døden opsluges i Seiers Sang:
Død, hvor er din Braad? Grav, hvor er din Seier?
Lov skee dig, Gud, du os har Seier givet
Ved Christum Livets Helt.