Du fortrolige med Grav og Død
Ved din Yndlings Askeurne græder;
Seer den Magt, som Sjælens Fængsel brød,
Og den Udsæd til forklarte Glæder,
Moder! og din Taare triller ned
Paa dette Sted!
Vemodsfuld du Glædens Øje her?
Skaberinde af vor Trøst i Kummer!
Dit nedslagne Øie fæstet er
Paa din Yndling udi Nattens Slummer,
Og sit skumle Slør har Natten lagt
Paa Stjernens Pragt.
Moder! o hvor mægtig rører mig
Denne varme moderlige Taare,
Som hver Draabe af mit Blod for dig
Taler bankende i hver en Aare,
Dybt jeg føler det i Marv og Been,
At han gik hen.
Da han ved dit Alter knælte ned,
Hellig Bæven gjennemgjøs de Lemmer,
Som Gud skabte for en Evighed,
Nu en taaredugget Ligsteen gjemmer,
Men af Angest bæver vi nu her,
Og tifold meer.
Fald! o fald da Veemods Taare ned,
Du en billig Smertes milde Lindring,
Paa den store Dødes Hvilested,
Hellig, hellig er os hans Erindring!
Og den fjerne Fremtid Vidne vær:
At han var her,
Over Urnen i sin Frihed sat
Sommerfuglen let mod Himlen iler
Vinker, at den tunge Dødens Nat
Kun paa Gravens kolde Bolig hviler,
Og hvor Livets korte Dag svandt hen,
Er Dag igjen. —