Dig, Dødeliges Salighed!
Vor Helligdom indviet være!
O Venskab! straal fra Himlen ned,
Dit Præg hvert Broderhjerte bære!
Du styre alle vore Fjed
Til Visdom og Lyksalighed!
Dit uopløselige Baand,
Skal Dyd og Kundskab blandt os knytte,
Og da skal en almægtig Haand
Vor Orden lede og beskytte;
Og fast og herlig skal bestaae
Det Tempel, som vi bygge paa.
O du, som seer i Hjertet ned
Og Tankens Bliv og Værd bestemmer,
See du vor Sjæl, hør du vor Eed,
Velsign os, naar dit Bud vi fremmer!
Med Haand i Haand saa sværge vi,
At fremme Broderharmonie.
