Festsang
K. S
K. S
Vil du den sande Lykke finde,
Din Sjæl da være Glæden huld!
Du aldrig lade dig forblinde
Af borget Hæder, Vellyst, Guld,
Søg ei at blænde Mængdens Øje,
Men frem i Løndom Brødres Vel,
Da signer dig den Evighøie
Med stille Bifald i din Sjæl.
Dig Dydens milde Ro skal følge
Hvert Skridt, du gaaer paa Banen hen,
Som Ven paa Land, som Ven paa Bølge,
I Dydens sidste Stund som Ven.
Dyd styre dine Fjed til Hæder,
Og du skal naae dens sande Maal,
I Vel den luttrer dine Glæder,
I Vee den giver Mod og Taal.
Smil, Dydens Bifald! til vor Kjæde!
Leed Visdoms Haand! vor Id til Gavn!
Lær os den sande Brug af Glæde,
Den stille Taalmod ved dens Savn!
Ved Dyd og Viisdom skal du være,
O Bane! selv blandt Torne skjøn,
Og hver vor Ordens Fest skal lære:
Lyksalighed er Banens Løn.