Myrtillo Klage-Vise
Til sin allerkiæreste Amaryllis / der hun en Tijdland var forreist paa fremmede Steder.
Til sin allerkiæreste Amaryllis / der hun en Tijdland var forreist paa fremmede Steder.
Joh. R.
Joh. R.
Ach Amaryllis har du nu
forladt de smucke Volde /
som ligge miest udi min Hu /
vilt dig til andre holde?
Tænck dig dog om /
min Rosens Blomm /
hvor din Myrtillo trængis
och effter dig saa længis.
Om ieg end Engene hver Natt
i Sorrig maa betræde /
Din Mact dend har mig altijd fatt /
dog du est ej til stede:
Du est vel der /
och jeg er her /
enda kandst du mig tvinge
en Klage-Vis’ at siunge.
Min skiønne Mø / saa vel veedst du /
fra dig kan ieg ej bliffve:
Behager dig da / at ieg nu
skal mig i Døden giffve?
Velan / mit Sind /
o min Hyrdind’ /
er færdigt / om du vilde /
dend soerte Graff at fylde.
Jeg kalder Lufften hver en Dag
til Vidne / om de Taare
der flyde need med Længsels Klag’ /
ad mine Kinder bare:
Jeg sucker med
til Kiærlighed;
o hielper mig at vinde
dend skiønneste Hyrdinde!
Thi / lad dog / Amaryllis / far’
Aaer / Enge der langt henne:
Kom offver Bierg’ och Felde bar’ /
och dig igien hid venne.
Kom ilig dog /
før Elskoffs Aag
mig gandske undertrycker /
och jammerlig henrycker.
Och kandst du ej saa hastigt nu
affvende alt min Smerte /
da beder ieg / mit Lius / at du
vilt lade i dit Hierte
mig ene vær’ /
ej nogen flier’
och mig skal ej fortryde
langt borte dig at nyde.
I midlertid da leff i Roe /
och spør dig nogen fage /
hvort hen? Da sijg: til grønnen Skow /
Myrtillo høre klage.
Ham maa ieg see /
ej! kand det skee /
da er min’ Øynis Væde
omvend til idel Glæde.
Udi Lidelse glantzer min Troefasthed.
Rætt som en Flinte-Steen / naar Jernet hannem rager /
i Jld och Gnister staar: Saa och naar du mig plager /
O min udvalde Mø / da vidner jo min Smert’
at intet troer er / end mit troefaste Hiert’.