Jeg er ey Jærn, ey staal, ey steen,
Ey messing, kaaber eller been,
Dog er ieg haard, som hver aff de,
Men skiør som iis och frossen Snee.
I klarhed Jeg dem offvergaar,
Hvorfor Jeg vel hoes piger staar:
Thi Jeg monn’ viis’ dem hvad staar vel,
Och kand dog icho see mig selff.
Mig elsker all’ dog Piger mest,
Men for de Grumm’ er ieg en pest.
De gaml’ och runchen vil och med,
Men saa de vemmis maa derved.
De smuch’ och glatt’ de aff mig leer,
Och fryder sig, naar de mig seer;
Saa tit de udaff Huuset gaar
De først for mig ret lige staar,
At Jeg skal visse dem behend
Om de saa kand for unger svend
Fremkomme dem selff uden spot,
Jeg siger; gaar, aldting er got.
Naar de nu kommer tilbag’ igien
Fra kierist’ sin og Goede Ven,
Gaar de for mig med buk’ och ney
Med vrien venden och slig rey
At de kand vid’ om de har ey,
For andret farffven paa den vey:
Den pige, som først sige kand,
Hvad Jeg monn’ vær’ skal faa en mand
I dette Aar, som sorg og Harm
Fortage kand, och i sin arm
Forlyste hend’; at sligt er sandt
Min haand derpaa giffv’r ieg til pandt.