Borgkapellet. Mørkt og trangt. Foran Alterets Madonnabillede brænder svagt en Lampe. Nu og da bryder Maanelys ind gennem høje Ruder.
Udenfor Storm.
Pater Felix kommer ledende Haagen.
Hr. Haagen
dæmpet
Hvor er I, Munk?
Felix
Jeg har jer ved min Haand!
Hr. Haagen
Da er jer Haand saa kold som skimlet Mur.
Felix
Og Eders hed som Brand!
Hr. Haagen
Og veg som Vaand,
ej sandt? — Hvad lyser hist for stille Billed?
Felix
Guds Moders.
Hr. Haagen
Munk!
Felix
Der fløj jer Sjæl i Bur!
Hr. Haagen
haanligt
Saa klerkesnildt I Eders Terning spilled!
Felix
Nu er I min!
Hr. Haagen
Saa lidet jer som nogens!
Felix
End er jer Hu da fejg og glat som Snogens!
Hr. Haagen
Da faar vel lidet paa min Hu I Ram.
Felix
Før vi to skilles, har I skiftet Ham.
Hr. Haagen
I taler tillidsfuldt!
Felix
Som den, der ved
om al jer Ridderfærd saa ond Besked.
Hr. Haagen
Da vàr dig, Knægt!
Felix
Tomt Ord I taled!
husk paa det Billed, som staar hisset malet!
Hr. Haagen
Og ved du om min Færd, da maa du mindes,
at lidet jeg af malet Billed bindes!
Felix
Og I faar mindes, at hvor nu I staar,
der sover Lægsel for de Saar, I slaar!
Hr. Haagen
Hvad vil du mig!
Felix
peger paa Altertrinnet
Sæt Eder hid i Fred!
Hr. Haagen
Hvi vælger du saa drøveligt et Sted?
Felix
I frygte ej Guds Moder! mildt hun smiler.
Hr. Haagen
Kun stakket Stund for hendes Fod jeg hviler!
Felix
Saa stakket ej, at ej I Fred tør finde!
Hr. Haagen
Munk! ligger Præken dig i Nat paa Sinde!
Felix
Fred, — Ridder Oluf!
Hr. Haagen
Barn! — sluk Lampen der,
før anden Gang mit Navn du nævner her!
Felix
Jert Navn jeg lægger i Guds Moders Skød!
der sover stille alt, hvad I forbrød!
Hr. Haagen
Hvor stjal den Trøst du?
Felix
Gennem egen Synd!
Hr. Haagen
Og aldrig kendte jeg en Trøst saa tynd!
Vil Du med Røgelse min Sjæl forløse,
af Havet før med bundløs Spand du øse!
Felix
Og voldte ogsaa I Grev Haagens Død
og tog hans Brud — —
Hr. Haagen
Du nævner Lægeværk!
Felix
I brød en Sjæl — —
Hr. Haagen
Nu? — tal kun trøstigt, Klerk!
Felix
. . . som for Guds eget Blod I ej tør slippe!
Hr. Haagen
Eja! slap der jer fromme Præken ud!
— der sprang I, Munk, som Gemse over Klippe!
Hvi tynger slig Guds Mand Grev Haagens Brud?
Felix
I spørge mer ej!
Hr. Haagen
Sprang I alt tilbage?
Felix
Og er I Menneske, I tør ej drage!
Hr. Haagen
Tal! — tal!
Felix
I saa ej Eders favre Frue,
saa dødsensbleg jer Færd hun maatte skue!
Hr. Haagen
Saa tit jeg sprang af dødbleg Kvindes Arm!
Felix
Og var jert Liv ét Skrig af Vold og Harm,
og visned bag jer stoltest Kvindebarm,
om denne ene faar I stille frede!
Hr. Haagen
Din Stemme skælver som forelsket Svends!
Felix
Saa skjalv min Sjæl ved Synet af Fru Inger
deroppe nys ved Salens Væg, imens
I vildedes i Spot og Kval — —
Hr. Haagen
utaalmodig
Du saa — —
Felix
En Sjæl, som ene I sin Frelse bringer!
Hr. Haagen
Du nævner Ord, som aldrig mig tør lede!
den Sjæl, jeg fanger, maa som min forgaa,
— forgaa, Munk! — evner den ej min at frede!
Felix
Og hvis den Sjæl nu fanged jer til Ro!
Hr. Haagen
Nu, Munk — —
Felix
Da vandt I mer, end før I tabte!
Hr. Haagen
Du har for barnlig, drømmefalsk en Tro,
— til fredet Lykkeliv din Gud dig skabte!
Felix
Som jer han skabte, — som han skabte hende!
Hr. Haagen
Eja, hvor fagert, Munk!
Felix
Jer Spot I binde!
dyrt maa der bødes for til Fred at vinde!
og købtes Eders dyrt, da faar I vide,
at mer end I, faar jeg for min vel lide!
Hr. Haagen
Du! — stakkels Barn!
Felix
Saa lidet Barn som I!
Ej leves Liv som Solleg under Løvet!
der rinder Blod langs Livets vredne Sti,
og aldrig glemmer Mand, hvad han har øvet!
Hr. Haagen
Munk! om din Lykke saart i Ufærd ødtes,
da ved jeg Hest for dig blandt mine Svende!
Felix
Da fik I tage vel hver Sjæl, som fødtes!
Hr. Haagen
stille
Hvem lærte dig den Ro i din Elende?
Felix
En Kvinde!
Hr. Haagen
Hvem? — hvor gror saa stolt en Mø?
Felix
Saa svagt et Barn!
Hr. Haagen
Nu skrifte du din Færd!
Felix
Min Færd, — den skrifter jeg kun ene her!
Hr. Haagen
Du lokker mig som Havmand under Sø,
og Svimmel fælder du mig snildt i Sind!
— Munk! Munk! — nu er som Aske du om Kind!
. . . Hvad vil du mig!
Felix
Den Kvinde Eder skænke,
som lærte mig at vige Lykkens Vej,
at Lykken kunde sig hos hende bænke!
Hr. Haagen
Da elsker du — —
Felix
Den Sjæl, som elsker jer!
Hr. Haagen
Ondt handler du!
Felix
Mod mig, — mod andre ej!
Hr. Haagen
Ondt! — du, som skænker og ved, hvem jeg er!
Felix
I tog dog selv den Sjæl i Eders Favn!
Hr. Haagen
Ej den, du skænker! — den, jeg tog i Favn,
den visned for mit Kys — —
Felix
Og kun jer Læbe
kan atter lære den mod Sol at stræbe!
Hr. Haagen
Hvor fik saa fast du Tro paa fredløs Mand?
Felix
Og er I fredløs, — Eders Fred begynder,
naar selv I heler, hvad I selv slog sønder!
det faar vel være Eders dyre Bod,
og Bod I love for Guds Moders Fod!
Hr. Haagen
For silde!
Felix
I har ej til Tøven Stunder!
Hr. Haagen
Munk! — Munk! — for silde!
Felix
Nu, ved Kristi Vunder!
I slipper ej herfra, før I har svoret!
Hr. Haagen
Ubodeligt, — til evig Tid for silde!
Felix
Da faar I lytte til en anden Ed!
Her, med min Synderhaand paa Alterbordet,
svor jeg at raade snelt Fru Inger Fred,
og Freden koste, hvad den koste vilde!
Jeg kom hertil i Nat med ondt i Sinde,
— jeg vilde jage jer af Ingers Favn,
drive paa Flugt jer som en Aadselravn
for selv jert Bytte til min Klo at binde!
Min Vilje droges af saa saart et Savn, —
ondt har jeg tænkt i denne Nat at handle,
ondt har jeg handlet, søgt ved Trods og Bøn
den Kærlighed, hun bærer, at forvandle!
Jeg vilde for mit Savn saa dyr en Løn!
Da var det, jeg fik se, hvor lidt jeg mægted,
fik se, hvor dybt I sad i hendes Hu!
da brød min Lykke jeg for jer itu!
Men nægter nu I, hvad jeg gav, at tage,
og slipper I den Sjæl, I vandt fra mig,
dobbelt Forbandelse skal Eder jage,
og evig skal I efter Freden drage,
og Freden flygte evig fra jer Vej!
Hr. Haagen
som medens Felix taler, har bøjet sig mere og mere frem imod ham og staar stirrende ham ind i Ansigtet, rejser sig pludselig og griber ham for Brystet og støder ham sin Kniv i Hjærtet. Derpaa slipper han ham, saa han falder over mod Alteret. Kniven slaar klirrende mod Gulvet. Et Øjeblik staar han ubevægelig og stiv og stirrer frem for sig. Saa løfter han pludselig Hovedet og ser op paa Jomfru Marias Billede; en Stund staar han saaledes. Omsider taler han, hviskende
Guds Moder, — tag hans Sjæl til dig — og giv
ham Plads paa Skødet hos din egen Søn
og skænk hans Kærlighed i evig Løn
den Fred, der fødtes af dit Moderliv!
bøjer sig og vakler, som vilde han synke i Knæ, men retter sig med et Sæt og staar et Øjeblik efter ved et Vindu, som han slaar op. I et Nu har han revet Hornet fra Skulderen og blæser en skingrende Fanfare ud i Natten. Saa raaber han
Til Hest!
og staar et Øjeblik lyttende. Da svarer nede fra Borggaarden et mangestemmet Mandskor, vildt syngende: Eja! til Hest! Saa løber han ud gennem Døren.
En kort Tid staar Scenen tom. Saa høres ude fra Gangen, nærmere og nærmere, to Gange gentaget, Ingers Raab: Haagen! — Haagen! til hun staar i Døren
Inger
Haagen!
løber hen foran Alteret og standser stiv foran Felix’ Lig.
Ellen
som er kommet umiddelbart efter Inger og staar ved Siden af hende, bøjer sig ned over Liget og lægger dets Hoved til Rette mod Alterets Trin
Ak! ser I, Inger, bleg og død!
Larm fra Gaard og Bro som af Heste, der stryger af Sted
Inger
uden at sanse noget om sig, i Løb mod Døren
Haagen!
Ellen
stirrende efter hende, med hoverende Haan
Ondt rammer Himlen den, som ondt forbrød!