Den lune Solluft dirrer
saa junifrisk og sommerblød
i let og kælen Flimren
om Markens blomsterfyldte Skød.
Den gule Kabbeleje
omsummet af Insekter staar
med aaben Blomst og nyder
hvert Pust, der over Marken gaar
og bly, undselig løfter
sin Blomst den blaa Forglemmigej,
mens Sommerfuglen leger
sin Sommerleg og dukker sig
i Blomsterflorets Bølger,
hvor Duften stiger krydret sød,
og Luften sagte dirrer
saa junifrisk og sommerblød.