Det lyder for mig tit, som om der bæver
ud over Verden Stumper af en Sang,
der snart i Tungsind dør og snart sig hæver
til skregne Truslers smertespændte Klang.
Det er især i søvnforladte Nætter,
naar svegne Løfter gennem Stuen gaar,
og egen Brøde sig ved Sengen sætter,
at Sangens Klagen til mit Øre naar.
Den siver ind som Millioner Stemmer,
der frem af Livets mindste Kroge brød,
hver enkelt Røst en Verden i sig gemmer
af stivnet Smerte og forstenet Nød.
Det er, som om vor Klode veg sin Bane
og lagde sig i Rummet, gold og mørk,
kun fyldt af Sukket fra en Karavane,
der synker sammen i den øde Ørk.
Og Sukket flammer op og kaster brede,
truende Strofer ind i Nattens Sang,
som Kristus flammed op mod Gud i Vrede,
da Jøderne i Dans om Korset sprang. —
Jeg følger Sangen i dens vilde Stigen,
og naar den dør sin vege Taaredød, —
er det mon Slægtens Kval i dødsdømt Vigen,
eller et Bud om nye Slægters Nød?