Her, hvor Tusinder af døde lagdes ned,
her gad jeg leve,
her er smukkere end noget Sted, jeg véd!
— højt deroppe Himlens vide Luft,
langt derude bag de grønne Enge Stranden,
Søen blaanende helt ud til Himmelranden
og omkring mig alle Blomsters Duft.
Gennem de smaa Graves lyse Buksbomhegn
leger Vinden,
mellem Skræntens Graner staar en Gyldenregn
luende som Sol i Sorg, og her,
hvor en Dam i Aftnens Stilhed spejler Dalen,
synger i en ung Akacie Nattergalen
svøbt i Skumringstimens første Rosenskær.
For hvert Skridt jeg læser Navnet paa en død,
— maa dog frydes!
denne Muld er som et evigt Livsens Skød,
fra dens Dybder aander mig imod
Millioner Drømme, som sig stille fletter
omkring Hjærtet, nu de lyse Nætter
atter strør Sct. Hansorm for min Fod.
Inde — dybt — hvor Gran og Birk gror vildt i Krat
med blaa Syrener
og Græsset vokser højt, staar glemt, forladt
Kors ved Kors, og bag en væltet Sten
en frodig Vinca sine Blomster spænder,
omkring en Grav, som ingen mere kender,
mens Droslen fløjter sig fra Gren til Gren.
Her, hvor Græsset gror saa højt saa saftigt tæt,
staar Løvetanden
med sit Hoveds lyse Frøbold løftet let
over alt det Grønne — som en Stad,
fra hvis Gyder Livet sommerfrodigt damper,
mildt belyst af tusind Glødelamper
medens Himlen er et Lindeblad.
Drog vel de, som døde, evigt under Muld
deres Drømme,
mangt som du og jeg ej købe kan for Guld,
— ingen Sinde fik de Livet lagt
under Tue — aldrig Vaars og Vinters Vælde;
— fra den mindste Afkrogs vilde Nælde
blomstrer Livet i sin stolte Pragt!