Jeg gaar og gaar
ad brede Gader og i snævre Gyder,
i Parker, fyldte ad den grønne Vaar,
hvor Rododendren tung af Blomster staar
og Springvand syder,
— gaar milevidt
ad Boulevarder, hvor for hvert et Skridt
Kastanjeblomster som smaa Snefnug ligge
— gaar alle Vegne
hvor hundred Gange jeg i Drømme gik,
. . . og glædes ikke.
Paris! Paris!
— mit Liv sin Farve fik
i andre Egne.
Du rige Stad!
Svøbt som en Fe i Vaarens Blomsterklæde
strør du din Pragt til den, som smiler glad,
din Sjæl, dit Liv, Dugdraaben, som et Blad
har du grædt af Glæde.
Og den, der ser
en Morgenstund, naar alle Smaabørn ler,
hvor Solen som et Væld af Kærtegn glider
— fra dine Hænder,
— han rammes af et Sting,
som Hjærtet bider.
Paris! Paris!
jeg længes efter Ting,
du ikke kender.