J. P. E. Hartmann
Ved Hundred Aars Festen paa det kgl. Teater.
Ved Hundred Aars Festen paa det kgl. Teater.
Hartmann! — var det dig, som hvisked!
Drømmer, kan du ikke sove!
Hundredaarige i Graven,
lever du i Danmarks Skove!
Se, vi kom her for at mindes
dig og dine lyse Sange,
dine Lærkemelodiers
Jubel over Danmarks Vange.
Og vi tænkte dig i Himlen,
død paa Jorden, evig stille,
og saa er du midt iblandt os,
nynner fra den mindste Kilde.
Tusind digted Melodier,
tusind sad med Sang i Sinde,
— dig blev alle Skovens Stier
til en Sang, du fandt i Blinde.
Thi du elsked purt og barnligt,
ikke først de tænkte Toner,
men det sagte Suk i Sivet,
Somrens Sus i Bøgekroner,
elsked det: i Sol at følge
Humlebiens Sommerspil,
elsked det: at kunde aande,
med hver Blomst at være til.
Paa din Himmel sejler Svalen,
strejfer Søens Spejl med Vingen,
fra din Jord staar Spurvens Puslen,
Sommersædens sagte Ringen;
under Skovens Vemodsskygger
har din Sjæl sin Højhed fundet,
bag de store Stammers Dybder
er din »Vølve«s Vælde rundet.
Du har samlet til et Orgel
Brus af Storm og Smil af Vove,
knejser selv, et Orgel, bygget
højt op over Danmarks Skove.
Over Danmarks blide Vange
hørte Hejmdals Lur du gjalde,
saa’ i Vinterstormens Skyduft
Hakon Jarl for Olaf falde.
Fortid, Nutid — alt det skønne,
som den Dag i Dag dig røber,
blot en fjedret Drosselunge
over Skovens Smaasti løber,
alt det Store, det Forsvundnes
Odins høje Guddoms-Tale —
Nordens Saga dine Toner
stormberuste, solmildt male.
Hartmann! blev dig Egen Kæmpe,
blev dig Mosetaagen Elver,
— dybest i dit Drømmerhjærte
er det Blomstens Dug, som skælver.
Lærken synger over Rugen,
Stæren fløjter karsk og kælen,
— dine milde Solskinstoner
er som Morgenpust om Sjælen;
Skov og Sø og side Enge,
Maaneskin og Nattergalen,
Finkens Kvidren, Myggens Summen,
Aaens Klunk igennem Dalen,
Sommeraftenen, som slukkes,
Sommersolen, som gaar ned,
. . . alle Døgnets Sommertider
dine er — i Evighed.
Naar en Sommernat er inde,
naar det atter bliver Vaar,
— Hartmann, dine Melodier
over Danmarks Enge gaar!