Nej, Fingrene er stive
og Neglene som Staal!
— hvad laver vi for skurrende
Helvedes Skraal!
... Hun sad under Rosen
med Kinden mod min!
den Aften bar Jorden
sit Paradislin.
Hun sænked sit Hoved,
jeg greb om hendes Lænd,
det var, som fløj tusind
Aarhundreder hen!
... Tvi! skurrende Lire,
nu drømmer du stygt!
Plager dig Fanden,
— du sov jo saa trygt!