Arie over Psalm. LXXIII, 25
Og lige ved dig haver jeg ikke Lyst til noget paa Jorden
Og lige ved dig haver jeg ikke Lyst til noget paa Jorden
Jeg seer dit Konstverk, store Gud,
Du est alviis, almægtig,
Al Verden blev jo ved dit Bud
Af intet viid og prægtig;
Men dette store Alt
I Omkreds og Gestalt
Er dog i Sielens Øye slet
Mod dig, som eene skabte det.
Jeg seer det vidt udstrakte Rum,
Den cirklet Himmel Bue,
Den Lamper uden Tal og Sum
I ubegreben Lue;
Mit Syn forlystes nok
Ved deilig Stierne-Flok;
Men Sielen venter sikkerlig
Sin Himmel-Glans og Soel i dig.
Jeg seer en Jord, en grundfæst Bold
I dette store Runde,
Fyldt op med Forraad tusind Fold
For alle Liv og Munde;
Din Rundhed gav mig meer,
End jeg fornøden seer;
Men var al Jorden skabt for mig,
Jeg var dog arm foruden dig.
O kiere Gud, din Aand, dit Ord
Er her mit Liv i Live;
Men hvad er Himmel eller Jord,
Naar jeg hos dig kan blive?
Min Længsel, Lyst og Agt
Er op fra Verdens Pragt.
Lad Verden have sit for sig,
O lad mig bare have dig.