Ambrosius Stub (1705–58)

Høye Gud! vor Fald desværre

Giorde dig, vor Naadig Herre, naadig Herre,

        Naadig Herre, vreed;

Men hvor har du kundet bøye

Til vor Fald dit Medynks Øye, Medynks Øye,

        Medynks Øye need?

    Fader! du est kiærlig,

    Ja din Sandhed herlig

        I Sønnen, som

        Slog Sathan om,

    Der Tidens Fylde kom.

Løftet efter Bogens Rolde

Voldt, at Helveds Hær maae holde :/:

        Hær maae holde Trop;

Før vi skulle døe saa ilde,

Brast i Gud en Livsens Kilde :/:

        Livsens Kilde op;

    Naaden midt i Nøden

    Stoed os bie mod Døden;

        Den Gud, der saae,

        Hvordan vi laae,

    Han lod os ey forgaae.