1.
Vore Dage
Löbe fage
Som en Piil i Luften frem,
Angest, Klage;
Nöd og Plage
Nesten altiid fölger dem.
En om Morgenen kan vandre
Aftenen kan ham forandre
Til at ligge död og bleg.’
2.
Intet mægtigt,
Stort, prægtigt
Kan formilde Dödens Had,
Naar den kalder
Skiönhed falder
Og forvisner, som et Blad
Den ey lâr sig underkiöbe
Af det guule Stöv og Leer,
Arm og Riig maae begge löbe,
Naar de Dödens Ansigt seer.
3.
Hvor tör Aske
Da vel braske,
Sig af Stolthed blæse op,
Og forglemme
Dödens Klemme,
Som skal legges paa hans Krop?
Hvad vil Skiönhed sig indbilde?
Den skal Orme kradse ud,
Hvo tör Tiid paa Mammon spilde?
Den afmægtig Penge Gud.
4.
Ney jeg bygger
Ey paa Skygger
Men slaaer Verden af mit Sind.
Jeg ey haaber
Som de Taaber
Paa en Haandfuld flygtig Vind.
Jeg paa Jesum Liid vil sætte,
Han staaer evig Klippe fast.
Han min Sorrig kan forlette,
Omendskiönt mit Hierte brast.