Ambrosius Stub (1705–58)

Er mit Hiem end ey saa nær,

      O! vi samles dog en Gang,

Denne Samling er saa kiær

      At min Vey ey falder lang;

Haabet flytter selv min Fod,

Haabet letter Sind og Mod,

      Haabet korter Længsel,

      Haabet trodser Trængsel,

Haabet giør min, giør min Skiæbne god.

Møder mig en hastig Vind

      Et Slags Blæst blev aldrig ved;

Træffer Slud og Hagel ind,

      Kule-Veyr gaaer over med,

Ligger Ormen for min Taae,

Fra hans Leye vil jeg gaae.

      Skal min Fod end tørne

      Midt paa Steen og Tiørne,

Maalet bliver, bliver dog at naae.

Stamper Grovhed mig imod,

      Fiinhed bliver mit Gevæhr,

Viser Barskhed hidsigt Blod

      Den skal finde Kiøling her.

Lurer Lumskhed paa min Stie,

Snidighed kan gaae forbie;

      Den der vil bedrage,

      Skal mig ey behage;

Men faae selv, faae selv sin Løn deri.