Som en nøysom jeg foragter
Aria
Aria
Som en nøysom jeg foragter
Lykken selv og aldrig tragter
Efter meer end daglig Brød;
Nøysomhed kan eene gielde,
Meer end Rigdom Lyst og Vælde
Nøysomhed har ingen Nød.
Daarers Guld og grønne Skove,
Hindrer dem kun fra at sove;
Just for meer, vil altid meer:
Giør en Klog sig nogen Tanke
Her i Verden for at sanke:
Støv og Aske, Dynd og Leer.
Andre maae ret gierne være
Meer end jeg i Agt og Ære,
O! Hvad Hielp er Stand og Rang
Hielm og Skiold vil intet sige;
Thi vi bliver alle lige
Naar vi gaaer ald Verdens Gang.
Lad de Kiælne gaae og græde,
For en lumpen Verdens Glæde
Maales dem ey daglig til;
Ingen selvgiort Sorg og Smerte
Skal regiere i mit Hierte,
Skiønt jeg har ey hvad jeg vil.
O! saa vil jeg altid blive
Nøysom, men jeg er i Live,
Og kun lee ad Lykkens Gunst;
Hvo som mig giør dette efter;
Skal forøge Liv og Kræfter,
Ved sin uforsagte Kunst.