Saa gled vi bort fra midnatssol
fra lyse nætters land,
hvor bjerge stod i farvet brand
med fyrreskovens takkerand
mod himlens blaa viol.
Og skibet skær sig sagte frem
imod et land mod syd,
jeg hører dumpt maskinens lyd,
mens længslen flænser som et spyd
ved tanken om mit hjem.
Som skibet stønner nu i nat
saaledes gaar mit bryst,
der er saa langt til hjemmets kyst,
før jeg kan finde fred og trøst;
aa gud! hvor er jeg mat.