Oppe ved finlands strand,
hvor sol staar i synskredsens rand,
ligger skibet i søvnmat ro
træt ved sit mægtige anker,
men over havet bygger bro
mine stille og kærlige tanker.
Det er midnat, men klodernes gud
holder solen tændt ved sit bud;
mit sind suger havenes fred
mens jeg stirrer, hvor ankret naar bund,
stirrer saa langt, langt ned
og længes mod smil om Din mund.
Min sjæl er saa tung af mit savn,
mens stille jeg hvisker Dit navn;
tavs gennem taarer jeg ser,
og jeg stirrer dem trætte og blinde
og mit sind bliver let, mens jeg ber
gud! hold Du Din haand over hende.