En Virtuos paa Sækkepibe
Som med sin Biørn i Landet reiste om,
Blev engang bragt af Røvere i Knibe,
Just da han midt i en afsides Ørken kom.
Han bæved for sin Pung, der ei var tom,
Men indeholdte skiønne Stykker,
Af Orter, Piecer, og Parykker,
Som Biørnen havde dandset for.
Hvad skal han gribe til? han eene staaer
Mod fire raske Folk, som ingen Snak vil høre,
Som den udsøgteste Veltalenhed
Forgieves stræber til Raison at føre;
O Bamse! raaber han, jeg er bestæd
I Nød og Vaande, som du seer,
Viis nu, du har din Herre kier;
Anvend de Kræfter, som Naturen dig har givet,
Og hold mig disse Skielmere fra Livet.
Din Friehed jeg dig til Belønning skiænker,
Og løser dig herved af dine Lænker!
Frisk Bomse! lad nu see, du Karl er for din Hat.
Polakkens lodne Kammerat
Knap mærker, han er løs, før han
— Greb, tænker du, sin Herres Fiender an —
Nei langt fra Meningen!
Han strøg ad Skoven til, alt, hvad han kunde løbe,
Og lod sin Herre staae igien
I Stikken, og sit Liv for rede Penge kiøbe.
Vent aldrig Troeskab af en Slave,
Vent aldrig Mod og Tapperhed!
Med Tvang og Lænker, Hug og Ave
Erhverves ingen Kierlighed — — —
Storm.
