En ung Abinde plukkede en Nød,
Og beed i grønne Ha’s, og grined ilde,
O! raabte hun: mig Moder narre vilde,
Da hun fortalte mig, den var saa sød.
Jo troe en anden Gang de gamle Kiærlinger!
Os unge dem en Lyst at narre er.
Til Bloksbierg med den Nød; hun Nødden slænger hen
En Abekat strax snapper den;
Den mellem tvende Stene slaaer itu,
Afpiller, æder den, og siger: Jo min Dukke!
Din Moder havde Ret; den smager godt; men du
Maae Nødden først oplukke.
Husk paa, at ingen Glæde her
I Livet faaes uden lidt Besvær.