En Dreng i Skole gik Bogstaverne at lære,
Nu skulde han da til at sige A;
Men hvor den Dumhed end kom fra,
Det skal jeg lade usagt være,
Nok det gik aldrig an; han lærte ei sit A.
Den viise Mand, som Skolens Scepter bar,
Og som i saadanne Tilfælde øvet var,
Forgieves søgte at faae A ind i hans Øre
Ved Igientagelser, og mangt et kraftigt Slag,
Men intet hialp! omsonst var hans Umag.
Det tunge Bogstav han beslutted’ da at føre
Igiennem Viisdoms den bekiendte Kongevei
Op til sin Lærlings Hovedskal. — Men nei.
Selv denne Adgang fandtes smukt
Til Skolemesterens Forundring lukt
Hans Riis og Ferle blev forgieves slidt,
Vor Dreng kom ligevidt. —
Den strenge Lærers Kunst var reent udtømmet,
Hans Siel stod stille, skiøndt man ham indrømmed’
Den velfortiente Roes, at intet Barn
Slap fra hans Arm vankundig. — Slemme Skarn!
Modvillige! vil du da aldrig lære
At nævne A? Mon det saa vanskeligt kan være
Nei (svared Drengen) nei! det ikke just; men see!
Om jeg nu sagde A, hvad vilde deraf flyde,
At sige ogsaa B man strax mig vilde byde,
Og derpaa med det hele Abc
Min arme Hierne bryde,
Men Frants sig nok skal tage vare,
At han ei styrter sig i saadan Fare.
Mit Barn, o! vogt dig for det første Skridt
Til Lasterne; om du kun synder lidt
I Dag, saa viid, du maae i Morgen synde mere.
Din Dyd — ak! den bli’er Dag for Dag
Til Strid og Modstand mere svag,
Dens Fiende vil omsider triumphere;
Og føre dig i Skiændsels Lænke,
Maaskee langt videre, end du tør tænke;
Stoel ikke paa dig selv, og siig:
Til rette Tid jeg nok skal standse mig. —
Stands Strømmen i sit Løb! Stands Ildens Magt,
Naar halve Huset er i Aske lagt!
Og kan du ikke det, o! du kan meget mindre
Din egen Fart ad Ondskabs Afgrund hindre.
Troe ei, du er din egen meer; Nei! Nei!
Du Herskab har, som dig tilstæder ei,
At løbe, naar du vil, din Vei.
Storm.
